'The Act of Killing'

Bødler bag rattet i 'The Act of Killing'.
Den opsigtsvækkende dokumentarfilm 'The Act of Killing' af Joshua Oppenheimer havde premiere i november 2012 og er siden blevet overøst med priser og anerkendelse.

Handlingen

'The Act of Killing' foregår i byen Medan på øen Sumatra i Indonesien. I 1965 væltede militæret den indonesiske regering, og over en million mennesker - kommunister, etnisk kinesere og intellektuelle - blev udryddet. I filmen udfordrer filmskaberne dødspatruljeledere til at dramatisere deres rolle i folkemordet. Som bøddel for den mest berygtede dødspatrulje i byen, dræbte Anwar selv hundredvis af mennesker med sine egne hænder. Resultatet er en surrealistisk filmisk rejse ind i massemordernes forestillinger og fantasier om dem selv og deres ofre. Samtidig giver filmen et indblik i et skræmmende og ekstremt korrupt regime, der ikke blot har ladet morderne slippe for straf, men stadig fejrer dem som helte. I dag beundres Anwar som en af stifterne af en højreorienteret, paramilitær organisation, der voksede ud af dødspatruljerne. Organisationen er så magtfuld, at der bl.a. blandt dens ledere er ministre, der gerne praler af alt fra korruption og valgsvindel til folkedrab.

... en surrealistisk filmisk rejse ind i massemordernes forestillinger og fantasier om dem selv og deres ofre.

'The Act of Killing handler om mordere, der har sejret og om det samfund, de har opbygget. I modsætning til aldrende nazister eller rwandanesiske folkemordere har tiden ikke tvunget Anwar og hans venner til at indrømme deres forbrydelser mod menneskeheden. I stedet har de skrevet deres egen triumferende historie, og er blevet rollemodeller for millioner af paramilitære unge. 'The Act of Killing' er en rejse dybt ind i massemordernes egne erindringer og forestillinger. En mareridtsagtig vision, der viser en skræmmende banal, straffri kultur, hvor drabsmænd kan joke om forbrydelser mod menneskeheden på talk shows og med legende lethed hylde en moralsk katastrofe med en elegant stepdans.

Kærlighed til film

Anwar og hans venner tilbragte nærmest hele deres ungdom i biografen. De var “biograf-gangstere”, der kontrollerede det sorte billetmarked, og samtidigt brugte biografen som base for mere seriøs kriminalitet. I 1965 blev de rekrutteret af hæren til at danne dødspatruljer, fordi de havde vist talent for voldsudøvelse, og derudover hadede kommunisterne for at boykotte amerikanske film – som ellers var de mest populære og indbringende i biografen.

Anwar og hans venner var dedikerede fans af James Dean, John Wayne og Victor Mature. De skræddersyede bevidst deres stil og mordteknikker efter deres Hollywood idoler. Og når de forlod midnatsforestillingen, følte de sig ’som gangstere, der lige var sprunget ned fra lærredet’. I dette berusede humør slentrede de over boulevarden til deres kontor og dræbte nattens kvote af fanger. Anwar foretrak at kvæle sine ofre med metaltråd: en teknik han havde lånt fra en mafiafilm.

Grusomhederne iscenesættes (still fra filmen).

I 'The Act of Killing' indviliger Anwar og hans venner i at fortælle os historien om drabene. Men deres idé om at medvirke i en film er ikke at give vidnesbyrd til en dokumentarfilm; de ønsker at være stjerner i den slags film, de elskede mest dengang, da de solgte billetter på det sorte marked.

Bødler som iscenesættere

Vi udfordrer Anwar og hans venner til at bearbejde og omdanne deres egne oplevelser af drabene til fiktions scener i deres yndlings filmgenrer: gangsterfilm, westerns og musicals. De skriver manuskriptet. De spiller sig selv. Og de spiller deres ofre. Deres arbejde med filmen tegner filmens dramatiske kurve. Filmkulisserne udgør trygge rum, hvori det bliver muligt at udforske og udfordre det, de har gjort. Det går op for nogle af Anwars venner, at det var forkert at udføre drabene. Andre er mere bekymrede for, om historien vil ødelægge deres offentlige image. Yngre medlemmer af den paramilitære bevægelse mener, at de burde prale med massakrernes grufuldheder, fordi disse frygtindgydende og truende handlinger er udgangspunktet for deres magt i dag.

Meningerne er mange, og atmosfæren på settet bliver mere og mere anspændt. Idéen om folkemord som en kamp for fædrelandet, og Anwar og hans venner som kampens helte, begynder at falde fra hinanden. På dramatisk vis katalyserer processen en overraskende følelsesmæssig udvikling for Anwar – fra arrogance til fortrydelse – da han for første gang i sit liv konfronteres med de omfattende implikationer af det, han har gjort.

Se mere i Filmdatabasen og på filmens engelsksprogede website.

Baggrund

Joshua Oppenheimer fortæller: Da jeg for første gang mødte de medvirkende i 'The Act of Killing' (i 2005) havde jeg filmet i Indonesien i tre år. Jeg talte næsten flydende indonesisk. Efter vi havde afsluttet 'The Globalization Tapes' (2003), fortsatte min kollega Christine Cynn, min samarbejdspartner gennem mange år, Andrea Zimmerman, og jeg med at filme gerningsmændene og de overlevende i plantagerne omkring byen Medan. I 2003 og 2004 optog vi flere interviews og simple rekonstruktioner med Sharman Sinaga. Sinaga er leder af den dødspatrulje, vi havde fulgt i 'The Globalization Tapes'. Vi filmede også, da han introducerede os til de andre drabsmænd i området. Og i hemmelighed interviewede vi de overlevende fra de massakre, som de stod bag.

Vi bevægede os fra gerningsmand til gerningsmand, og uden de vidste det, også fra én gruppe af overlevende til en anden. På den måde kunne vi se, hvordan de forskellige dødspatruljer var forbundet og forstå, hvordan massakrerne var blevet ført ud i livet. I 2004 begyndte vi at filme dødspatruljelederen Amir Hasan, der havde beordret massakrerne på den plantage, hvor vi havde lavet 'The Globalization Tapes'.

Sent i 2004 begyndte Amir Hassan at introducere mig for nogle af de drabsmænd, der sad højst i hierarkiet i Medan. Vi begyndte også selv at kontakte sammenslutninger af veteraner fra dødspatruljerne og anti-venstreorienterede aktivister i Medan. Disse to forskellige indgangsvinker gav os mulighed for at sammenstykke en kommandovej og lokalisere de overlevende chefer fra dødspatruljerne i Nordsumatra. I de første interviews med veteranerne fra drabene i 2004 fandt jeg ud af, at den mest berygtede dødspatrulje i Nordsumatra var Anwar Congos og Adi Zulkadrys Frog Squad (Pasukan Kodok).

Ved de første møder med drabsmændene fra Medan (i 2004 og 2005) oplevede jeg den samme foruroligende og pralende arrogance, som vi havde dokumenteret på plantagerne. Forskellen var, at disse mænd blev hyldet og ikke bare var ledere af en landsby, men af den tredjestørste by i Indonesien. (Medans befolkning tæller mere end 4 millioner mennesker.)

Vores udgangspunkt for 'The Act of Killing var derfor spørgsmålet: Hvordan havde dette samfund udviklet sig til et punkt, hvor dets ledere pralende kunne fortælle om deres egne forbrydelser mod menneskeheden, mens de både blev hyldet og frygtet af folket?

Plakat