Nye regler for støtte til kortfilm på festivaler

Filminstituttet fokuserer fremover sine ressourcer på kortfilm, der er inviteret til de store A-festivaler, og på film, der har opnået Oscarnominering.

Fra 1. juni 2015 fokuserer Filminstituttet sine ressourcer på kortfilm, der er inviteret til de store A-festivaler som for eksempel Berlin, Cannes, Venedig og Sundance samt på film, der har opnået Oscarnominering. Det betyder i praksis, at Filminstituttet fortsat yder økonomisk støtte til rejser, deltagelse, festivalkopier m.m. i forbindelse med lancering på de store festivaler og Oscarnominering, men ikke længere yder støtte til lancering på øvrige festivaler.

Kortfilm udgør fortsat en vigtig del af det internationale kulturformidlingsarbejde. Det vil fremover fortrinsvis ske gennem samarbejder med ambassader og de danske kulturinstitutter rundt omkring i verden. Omprioriteringen af ressourcer indebærer desuden, at kortfilm, forstået som film i alle genrer under 50 minutter, ikke fremover indgår i den almindelige festivaldistribution. Det betyder, at Filminstituttets festivalafdeling ikke længere udvælger titler til distribution og ikke håndterer arbejdet omkring rådgivning, tilmelding, registrering af festivaldeltagelse og filmpriser, filmforsendelse og opbevaring af festivalafleveringsmateriale m.v. 

Nye støttevilkår bliver udarbejdet i løbet af efteråret. Festivalarbejdet for kortfilm, der allerede er udtaget til festivaldistribution, vil blive færdiggjort.