Ny tyrkisk film - kvinder uden frygt

TYRKISK FILM MED BESØG. Kvinder i tyrkisk film står netop nu stærkere end nogensinde. Lørdag den 15. oktober åbner vi en spændende serie med fokus på ny tyrkisk film og viser kærlighedsdramaet 'Across the Sea' efterfulgt af reception i Asta Bar.

Siden Cinemateket tilbage i 2012 havde besøg af den prisvindende tyrkiske instruktør Yesim Ustaoglu, har en lang række andre kvindelige tyrkiske instruktører gjort sig bemærket på den internationale filmscene. De skildrer bl.a. oprør, søsterskab, kærlighed og splittelsen mellem de gamle traditioner og en modernitet, der peger i nye retninger, og de udmærker sig ved deres frygtløse emnevalg og evnen til at konfrontere tabuer om f.eks. incestuøst misbrug (’Watchtower’) og arrangerede ægteskaber (’The Wedding Dance’).

Universielle problemstillinger – og besøg af to kompromisløse instruktører

Når vi i oktober præsenterer serien Ny tyrkisk film - kvinder uden frygt, begynder vi med den dramatiske fortælling ’Across the Sea’ om den smukke og gravide Damla, der efter mange år i New York beslutter sig for at vende tilbage til sin barndomsby ved Middelhavet. Med sig har hun sin nye amerikanske mand Kevin, der hurtigt kommer i kambolage med Damlas aggressive ekskæreste, Burak. Langsomt viser det sig dog, at alting ikke helt er, som Damla har givet udtryk for ...! ’Across the Sea’ er en universel fortælling om den grænseløse kærlighed, og filmens producer vil lørdag den 15. oktober kl. 19.00 give et spændende indblik i arbejdet med filmen, der efterfølges af reception og forfriskninger i Asta Bar.

Ugen efter – onsdag den 26. oktober kl. 19.00 – er det instruktøren Belma Bas, der gæster Cinemateket. Hun vil fortælle om sin film ’Zefir’, der af kvindelige tyrkiske filmkritikere blev påtalt for sit usympatiske portræt af en kvindelig hovedperson, som forlader sin datter for at forfølge sin egen karriere. Til denne kritik siger filmens instruktør, Belma Bas:

”Jeg længes efter en dag, hvor man ikke vil tale om mandlige og kvindelige  instruktører.”

Serien byder også på Pelin Esmers ’Watchtower’ om den unge kvinde Seher, der er på flugt fra et konservativt hjem og manden Nihat, der i et vagttårn fjernt fra civilisationen læger sine egne sår. Filmene ’The Bad Cat’, ’Nobody’s Home’, ’The Wedding Dance’ og ’Present Tense’ indgår ligeså i serien, der er arrangeret i samarbejde med Den Tyrkiske Ambassade.

Filmvisninger

'Across the Sea' med instruktørbesøg
Lørdag den 15. oktober kl. 19:00

'Watchtower' (Pelin Esmer, 2012)
Søndag den 16. oktober kl. 18:30
Torsdag den 20. oktober kl. 16:45

'Zefir' (Belma Bas, 2010)
Tirsdag den 18. oktober kl. 19:15
Onsdag den 26. oktober kl. 19:00

'The Bad Cat' (Ayse Ünal, Mehmet Kurtulus, 2016)
Søndag den 16. oktober kl. 16:30
Søndag den 23. oktober kl. 16:30

'The Wedding Dance' (Cigdem Sezgin, 2015)
Fredag den 21. oktober kl. 21:45
Onsdag den 26. oktober kl. 21:30

'Present Tense' (Belmin Soylemez, 2012)
Torsdag den 20. oktober kl. 19:00

'Nobody's Home' (Denis Akcay, 2013)
Onsdag den 19. oktober kl. 19:15
Lørdag den 22. oktober kl. 19:15

'Across the Sea' (Nisan Dag, Esra Saydam, 2014)
Tirsdag den 25. oktober kl. 19:15

Tid: 15.–26. oktober 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk eller tlf. 33 74 34 12