Svenske Fredrik Gerttens dokumentarfilm har skabt røre i vandene og fået en af verdens største frugtproducenter, Dole Food, til at anklage instruktøren for bagvaskelse.
Bananarbejdere sterile af pesticider
Filmen følger tolv plantagearbejdere fra Nicaraguas retssag mod Dole Food, der har historisk karakter, fordi det er første gang, at det er lykkedes latinamerikanske plantagearbejdere at få gennemført en juryretssag inden for det amerikanske retssystem. Anklagen lyder på infertilitet forårsaget af Doles brug af forbudte pesticider. LA-advokaten Dominguez 'Accidentes' Dominguez kæmper arbejdernes sag, men det er ikke let at lægge sig ud med et af verdens største selskaber.
Forsøgt filmen stoppet
Filmens instruktør Fredrik Gerttens og danske koproducer Lise Lense-Møller også den svære kamp mod Dole at føle, da "Bananas!" havde premiere på Los Angeles Filmfestival i juni. Siden Dole fik nys om, at filmen skulle vises på festivalen, har firmaets advokater gjort alt for at få stoppet visningen af filmen. Indtil videre dog uden held. "Bananas!" rullede som planlagt over det store lærred i Los Angeles og endte med at blive en af festivalens mest omtalte film. Den fik dog ikke lov til at deltage i konkurrencen om priser ved årets festival, fordi festivalledelsen var bange for at blive sagsøgt af Dole. Efter optagelserne til filmen er det nemlig kommet frem at nogle af de nicaraguanske bananarbejdere, der vidnede i sagen, måske løj under ed.
Læs mere om sagen og interview med koproducer Lise Lense-Møller.
Debat og bæredygtige banansnacks
Efter visningen i aften på CPH:DOX vil der være debat med Lise-Lense Møller, Judith Kyst, generalsekretær for Fairtrade og Morten Emil Hansen, politisk rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp. Og så byder CPH:DOX sammen med Fairtrade på banansmoothies fra Joe and the Juice og banankage fra Tim's Cookies lavet af bananer fra AgroFair. Mums!