Langeland vil lave film

FILMFYN. Langeland er igen med i filmfonden FilmFyn, og instruktøren Dorte Bengtson laver – fra Langeland – sin næste animationskortfilm, "Skyggedyret".

Langeland Kommune meldte sig sidste år ud af det fynske filmsamarbejde, og det fik borgerne til at protestere og iværksatte en indsamling af midler.

185.000 kr. blev det til, og det har, fortæller FilmFyn, overbevist de lokale politikere, der nu igen støtter op om filmfonden. Borgernes indsats blev i denne uge afrundet, da de indsamlede midler blev overrakt til FilmFyns direktør, Bo Damgaard.

Animations-puljen

Puljen er for instruktører, der er animationsuddannede, eller som arbejder professionelt med animation, men som endnu ikke har debuteret med en spillefilm eller en længere tv-serie.

Puljen skal støtte film til børn, fortrinsvist til målgruppen 7-10 år. Filmene skal være rettet mod et publikum og dermed egnet til visning på tv. Filmene vil alle blive vist på DR Ramasjang.

Redaktionen består filmkonsulenterne Thomas Krag, Rasmus Horskjær, Dorte Høeg Brask og Kim Leona fra Filminstituttet og DR-redaktørerne Jakob Stegelmann og Ulla Hasselbalch.

Det Danske Filminstitut bidrager med 10 mio. kr. til puljen og Danmarks Radio med 5 mio. kr.

Animationsfilm laves fra Langeland

En 20 minutters animationsfilm, "Skyggedyret", kan samtidigt modtage 200.000 kr. fra FilmFyn. Filmens instruktør Dorte Bengtson, der tidligere har markeret sig som et originalt og lovende talent med bl.a. filmskoleafgangsfilmen "Sylfidden", er flyttet fra København til Langeland med en drøm om at udleve sit instruktørvirke der.

"Vi investerer de 200.000 kr. i filmen mod at produktionsselskabet omsætter det dobbelte på Sydfyn og Langeland, og vi synes dette animationsprojektet er utroligt lovende," siger Bo Damgaard om investeringen, der dog umiddelbart ikke har noget at gøre med borgernes indsamling på Langeland.

"Skyggedyret" er tidligere støttet af Animations-puljen med 1,2 mio. kr. fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Dorte Høeg Brask og 625.000 kr. fra DR Ramasjang. Nynne Marie Selin fra Nice Ninja Productions producerer.

Animations-puljens første to film

Den første af filmene fra Animations-puljen, "Taynikma", havde premiere på DR Ramasjang den 1. januar, og lørdag den 14. januar vises film nummer to fra Animations-puljen, Jeanette Nørgaards "Hund i Himlen", for 270 indbudte gæster i Fotorama i Viborg, hvor Jakob Stegelmann fra DR er vært.

Premiere på Taynikma