Det skal ligne en million

PREMIERE. En stribe af skilsmisseramte kriminalkommissærer og psykopatiske mordere er de seneste 10-15 år strømmet ud fra de nordiske lande. Hvad har Mikkel Nørgaard gjort for at give sin biografaktuelle "Kvinden i buret" sit eget udtryk? spørger Per Juul Carlsen.

"Jeg føler virkelig, jeg har et stort ansvar," siger Mikkel Nørgaard. "Der er lavet meget godt fjernsyn i Danmark og især i USA de seneste år, inden for krimier og i det hele taget. Niveauet er løftet, og man har en høj forventning til det, man ser. Hvorfor skal vi bede folk betale 75 kroner for at gå i biografen, hvis de kan få noget, der er lige så godt, eller bedre, på tv? Vi har en kæmpe forpligtelse som filmfortællere."

"...skandinaviske krimier har ofte en blå tone og en lille smule glas og stål"

Det kan enhver, der skal sælge en film, jo komme og sige, men noget tyder på, at Mikkel Nørgaard virkelig har anstrengt sig. Han fortæller energisk om de mindste detaljer i "Kvinden i buret", og når man lægger hans drengede strithår og ranglede skikkelse oven i den ungdommelige entusiasme, glemmer man helt, at han er født i 1974 og har mere end 10 års erfaring som instruktør på en række danske tv-serier og ikke mindst spillefilmen "Klovn – The Movie".

Med "Kvinden i buret" kaster han sig ud i en genre, som mange har forsøgt sig med gennem de seneste 10-15 år. Verden har set rigtig meget Nordic Noir fra Danmark, Sverige og Norge, gennem bøger af Stieg Larsson og Jo Nesbø, tv-serier som "Rejseholdet", "Forbrydelsen" og "Broen" samt film som Niels Arden Oplevs "Mænd der hader kvinder", Morten Tyldums "Headhunters" og Lasse Hallströms "Hypnotisøren". I løbet af få år er tre af verdens rigeste og fredeligste lande blev storleverandører af fiktive martrende skilsmisser og psykopater af alskens slags.

Nørgaards filmselskab Zentropa har varslet 10 film på 10 år baseret på den succesrige danske forfatter Jussi Adler-Olsens "Afdeling Q"-krimier om kommissæren Carl Mørck. Eftersom Adler-Olsen indtil videre kun har skrevet fem bøger om Carl Mørck, får Mikkel Nørgaard nok ikke helt så travlt, som Zentropa lægger op til, men han er klar over, at der skal slides hårdt for at få filmene til at skille sig ud fra den massive strøm af Nordic Noir-krimier.

kvinden-i-buret
Foto: Christian Geisnæs

Læder og træ

"Lidt hårdt sat op kan man sige, at skandinaviske krimier ofte har en blå tone og en lille smule glas og stål," konstaterer Nørgaard med noget, der kun kan være underspillet humor, eftersom nordiske krimier på film og tv svælger i stålgrå dysterhed og blå melankoli. Her et oplagt sted at tage fat, hvis man vil se anderledes ud på den nordiske krimiscene, og den chance griber "Kvinden i buret".

"Jeg havde lyst til en varmere tone, mere læder og træ, mere stoflighed, mere organisk, mere analogt i modsætning til det digitale," forklarer Nørgaard. ”Man skal kunne føle filmen med fingrene. Når vi valgte locations og byggede vores kulisser, gjorde vi det hver gang med den stoflighed for øje.”

Allerede et år før optagelserne begyndte Nørgaard at udtænke den stoflighed i samarbejde med scenograf Rasmus Thjellesen og fotograf Eric Kress. Filmen blev optaget om efteråret for at bruge de gyldne, varme farver fra årstiden som en del af filmens udtryk. Otte snedkere og otte malere arbejdede på kulisserne, da produktionen var på sit højeste. Tøj, møbler, maling og locations med den rette "træ og læder"-fornemmelse blev støvet op med stor ihærdighed. "Det var et meget, meget stort stykke arbejde, som vi prioriterede højt," forklarer Nørgaard.

Man kunne også med god ret hævde, at filmen har en 70’er-stil, der er inspireret af de instruktører, Nørgaard og hans manuskriptforfatter Nikolaj Arcel voksede op med: Steven Spielberg, Martin Scorsese, Francis Ford Coppola.

Sjove alvorlige mænd

"Kvinden i buret" har desuden et træk, der ikke ligefrem præger de alvorstunge nordboer, nemlig humor.

"Noget af det særlige ved Jussi Adler-Olsens bøger er, at han har humor i beskrivelsen af sine karakterer. Jeg tror meget på dynamik, at skifte mellem langsomt og hurtigt tempo, men også på, at humoren kan give et grin oven på noget rigtig uhyggeligt. Jeg vil gerne have så mange farver som muligt med i et drama."

"Engang imellem er der en tendens til, at humoren ikke er fin nok til at være i et rigtigt drama. Det er en stor fejl, synes jeg. Humoren er så stor en del af vores liv, endda af de største dramaer i vores liv. Jeg har ikke været til en begravelse, hvor der ikke er blevet grinet, for man har brug for en gang imellem at sige: Hold kæft kan du huske dengang, da var han godt nok et fjols … For bare lige at trække vejret. Og så kan man være alvorlig igen.”

En stor del af skuespillerne i den gravalvorlige krimi består af sjove mænd. Nikolaj Lie Kaas har hovedrollen som den tilknappede kriminalkommissær Carl Mørck, som hans assistent ses svenske Fares Fares, mens Søren Pilmark, Troels Lyby og Rasmus Botoft har mindre roller. Det er skuespillere, der kan pendle ubesværet fra alvorlige til komiske roller, og det er netop forklaringen på deres tilstedeværelse i "Kvinden i buret".

"Nøglen for mig er, at jeg altid leder efter dramaet, uanset om jeg laver komedier eller krimier.  'Klovn – The Movie' er for mig et klassisk drama, som bare bliver fortalt gennem en komedie. Nikolaj Lie Kaas er en fantastisk skuespiller med et kæmperepertoire. Hans figur, Carl Mørck, har en meget tør humor, der kun viser sig få gange i filmen. Det kræver en komisk forståelse at bruge det lillebitte vindue til at åbne figuren."

KvindenIBuret2
Foto: Christian Geisnæs

Tid og grundighed

Scenografien og humoren er altså to vigtige elementer i "Kvinden i buret". Men, siger Nørgaard, det er i sidste ende filmisk omhu, der skal forhindre skuffede biografgængere i at kræve pengene tilbage.

"Manuskriptforfatter Nikolaj Arcel og jeg har brugt rigtig, rigtig lang tid på at bearbejde den bog, der lå foran os. Historien er det vigtigste, ingen tvivl om det. Derefter handler det om at samle det bedste hold af skuespillere og et godt hold bag kameraet. Men som jeg også sagde til filmholdet, vil jeg gerne generobre 'filmen' – forstået på den måde, at Dogme, som jo var fantastisk, havde al fokus på historien og gav masser af plads til skuespillerne og skabte skidegode film. Jeg ville tilføje et fokus på det særligt filmiske, så vi stadig har en god historie, og skuespillerne skal stadig spille skidegodt, men det skal også ligne en million."

Artiklen har været bragt i en engelsk version i FILM Cannes Issue 2013.