Det personlige blik

PORTRÆT. Klipperen Jacob Schulsinger har blandt andet klippet Ruben Östlunds "Force Majeure", der har dansk premiere den 11. december. FILMupdate har talt med Schulsinger om internationalt samarbejde og kunstneriske ambitioner.

Danske filmfolk er ret efterspurgte i international koproduktionssammenhæng. Hvad tror du forklaringen er på det? 

Som gammel basketballspiller tror jeg på filosofien fra sportsverden om, at man selv bliver bedre af at spille med og mod de bedste.

Dels skyldes det vel, at dansk film - herunder især dokumentar – har haft stor international succes i de seneste mange år. Derudover har mange danske instruktører, klippere, tonemestre og fotografer gået på Den Danske Filmskole, så den har efter min mening en stor del af æren. Personligt ville jeg i hvert fald ikke være, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde gået på Filmskolen. 

Schulsingers koproduktioner

Jacob Schulsinger har den biografaktuelle "Force Majeure" af Ruben Östlund på sit CV, og han klippede sammen med Östlund den svenske instruktørs forrige film, "Play".

Schulsinger har også klippet islandske Runar Runarsson kommende film "Sparrows" og samme instruktørs roste spillefilmdebut "Volcano". 


Er der bestemte professionelle dyder eller kvalifikationer, vi har ry for at have? 

Det ved jeg faktisk ikke, det skal man nok spørge dem i udlandet om. Min oplevelse er dog, at danske klippere har ry for at være dygtige til at arbejde med filmens struktur og ofte har en særlig sans for det æstetiske og poetiske. Jeg ved, at der er mange i udlandet, der f.eks. synes, at dansk dokumentar har en særlig følsomhed, de ikke ser mange andre steder. Derudover er det vel i sidste ende instruktørerne, der er med til at stille f.eks. fotografer og klippere i et bedre lys. 

For mit eget vedkommende tror jeg dog ofte, jeg bliver valgt, fordi jeg netop ikke er så fastlåst i den klassisk dramaturgiske tankegang. I første omgang handler det dog om, at instruktøren og jeg deler samme holdning og smag til filmmediet. I det daglige handler det specifikt om, at vi har samme æstetik, smag for skuespil og holdning til filmens rytme. Derudover er jeg enormt optaget af lydens rolle i en film og ønsker at arbejde med instruktører, der også forstår værdien i at bruge meget tid på lyd under klipningen. 

Jeg har fået at vide af instruktører, at de sætter pris på min følsomhed og analytiske indsigt i menneskets psykologi, som er bundet op på egne erfaringer og betragtninger af omverden og ikke kun en tillært dramaturgisk forståelse, hentet fra at have set en hel masse film. 

Er der noget konkret, du har lært, som du ikke ville have lært på et udelukkende dansk projekt? 

For min karriere har det helt klart været afgørende at arbejde på koproduktioner. Det, at ens film bliver lavet til og vist i mere end et land, gør, at man kan komme i kontakt med filmmiljøer i hele verden og få nye spændende instruktørsamarbejder. Det har også medført, at jeg har fået muligheden for at arbejde med to af de bedste instruktører i Skandinavien lige nu, nemlig Ruben Östlund og Rúnar Rúnarsson. Som gammel basketballspiller tror jeg på filosofien fra sportsverden om, at man selv bliver bedre af at spille med og mod de bedste. Derfor har de to samarbejder været meget lærerige. 

Fælles for de to instruktører er, at de er ekstremt ambitiøse, og at deres arbejde har en meget høj kunstnerisk kvalitet, meget højere end jeg f.eks. synes, man ofte ser det i Danmark. Det kan der være mange grunde til, men min erfaring er, at de laver meget personlige og ærlige film. 

Kunst er for mig, når nogen med et personligt blik stiller skarpt på et udsnit af verden og ved at dele det med andre skaber refleksion og i bedste fald nye indsigter i, hvordan det er at være menneske blandt mennesker. Med personlige film, mener jeg derfor, at instruktøren først og fremmest tager udgangspunkt i sine egne observationer og tanker om verden. Plottet og dramaturgien kommer bagefter, når man så skal finde ud af, hvad man vil formidle og hvordan. Derfor vil der også opstå en ærlighed i filmene, fordi man netop ikke kun vil skabe drama og underholde, men ønsker at vise noget meget præcist om den verden, man ser. 

Andre steder ser jeg ofte en tendens til at fokusere på karakterer i meget ekstreme situationer eller lade det dramatiske moment fylde mere, end det gør i virkeligheden. Det er som om, man vil have, at der skal ske noget sensationelt, og derfor er blind for, hvor rig hverdagen er på situationer, der kan skabe forståelse og indsigt om mennesker. Hvis en instruktør ser sig selv som kunstner og er seriøs omkring sin kunst, så må det overordnede spørgsmål jo være, hvordan det er at leve og være menneske, og ikke hvad der er en god historie. 

Her har samarbejdet med Ruben Östlund været lærerigt, fordi han gør sig en masse tanker om, hvad filmen er, og hvilken rolle film skal have i samfundet. Jeg tror nemlig, at han ser film som en slags forskning i det at være menneske på lige fod med alt andet forskning, og at man derfor skal tilstræbe at gengive virkeligheden så sandfærdigt som muligt og ikke fokusere på, hvad der kunne være mest dramatisk. 

Derudover har det været enormt lærerigt at møde Rubens producer Erik Hemmendorff, som nok er en af de bedste producere, jeg nogensinde har haft fornøjelsen at arbejde med. Han er 100% fokuseret på filmens indhold, og når man beskæftiger sig med kunstneriske film, er det enormt afgørende, at arbejdsprocessen bliver styret med den prioritering. 


Jacob Schulsinger har også klippet den amerikanske spillefilm "Take Me to the River" af Matt Sobel, som får verdenspremiere Sundance Film Festival i slutningen af januar 2015.