Premiere på Fantomdrengen

IMPORT. Den franske tegnefilm "Fantomdrengen" får danske premiere. Filmen er importeret og versioneret med støtte fra Det Danske Filminstitut.

"Fantomdrengen" er lavet af instruktørparret Jean-Loup Felicioli og Alain Gagnol, der også stod bag den Oscar-nominerede "En kat i Paris" fra 2012.

Filmen handler om drengen Leo, som er syg og tilbringer det meste af sin tid på et hospital i New York. Men Leo gemmer på en hemmelighed – Sygdommen giver ham superkræfter! Leo kan forlade sin fysiske krop som et usynligt fantom, der kan flyve og gå igennem vægge. Superkræfterne bliver særdeles vigtige, da en mystisk skurk truer med at skabe kaos i byen ved hjælp af en farlig computervirus, hvis han ikke modtager en stor sum penge inden for 24 timer. Det er nu op til fantomdrengen Leo og en modig politimand, som Leo møder på hospitalet, at forpurre skurkens planer.

Forfilm

Som i sidste sæson ønsker Rabalder Bio at støtte op om den talentmasse, der huserer på The Animation Workshop i Viborg og give dem muligheden for at få deres film vist sammen med en Rabalder bio film på det store lærred.

Før "Fantomdrengen" vises kortfilmen "Vagabond", der er Pedro Ivo Carvalhos bachelorfilm fra 2015.


DFI-STØTTE FOR IMPORT AF ARTHOUSE-FILM

Det Danske Filminstitut kan yde støtte til markedsføring og distribution samt versionering af importerede arthouse-film i Danmark.

Støtten ydes til importerede arthouse-film med markante og anerkendte kunstneriske kvaliteter, som vurderes ikke at kunne klare sig under normale markedsmæssige vilkår. Der kan endvidere ydes støtte til dansk versionering af importerede arthouse-film for børn og unge. Mindst 25 % af støttemidlerne reserveres til film, hvis markedsføring og distribution er rettet mod børn og unge.

Støtten ydes til spillefilm og dokumentarfilm i spillefilmlængde.

Formålet med støtteordningen er at sikre kunstnerisk kvalitet samt kulturel og geografisk diversitet og mangfoldighed i udbuddet af film, primært på det danske biografmarked, sekundært på andre distributionsplatforme.

Læs mere om støtteordningen.


"Fantomdrengen" har modtaget 225.000 kr. i støtte til versionering, så de mindste målgrupper kan forstå dialogen, og til lancering, så den har mulighed for at blive opdaget af forældrene.

Den har dansk premiere den 14. april og er en del af Angel Films Rabalder Bio-initiativ, der handler om at få arthouse-børnefilm bredere ud i biograferne.

Trailer

Læs mere om Rabalder Bio