Filminitiativ forankret i Mellemøsten

INTERNATIONALT. Det dansk-libanesiske filminitiativ Cinema on the Road bringer store filmoplevelser til syriske og libanesiske børn og unge. For mange er det første gang de ser en film nogensinde, fortæller Khadije Nasser, der er tilknyttet ambassaden i Beirut.



Kan danske børne og ungdomsfilm gøre en forskel i Mellemøsten? Kan danske erfaringer med at bruge film og medier i undervisning gøre en forskel i konflikt- og kriseområder?

"Film giver et frirum for børn, der i al for høj grad kender virkelighedens alvor" - Khadije Nasser

For de flygtningebørn, der for første gang oplever filmens magiske verden i film som "Helium" eller "De fantastiske 3", og som efterfølgende får mulighed for at reflektere over handlingen og filmsproget, kan det have stor betydning.

"Film giver et frirum for børn, der i al for høj grad kender virkelighedens alvor. De får lov til at rive sig med at filmenes fortællinger, og selv om historierne udspiller sig langt fra deres virkelighed, har de ingen problemer med at identificere sig med filmenes karakterer," fortæller Khadije Nasser, der på vegne af den Danske Ambassade i Beirut, sammen med Det Danske Filminstitut og den Beirut-baserede biograf og distributør Metropolis Art Cinema, står for Cinema on the Road. Flere lokale NGO’er er også involverede i projektet.

Film om Cinema on the Road



Cinema on the Road viser børne- og ungdomsfilm i syriske og palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. I Beirut gentages filmfestivalen My Film Fest og for fjerde år i træk vises der også film til skoleelever rundt i landet – og også til mere udsatte områder.

Projektet består af tre komponenter

  1. Outreach-visninger i flygtningelejre
  2. Outreach-visninger for public schools
  3. Børn- og unge filmfestivalen My Film Fest i Beirut / delvist tilknyttet projektet

Læring og leg

"Film har i Mellemøsten et stort uudnyttet potentiale som læringsværktøj – og samtidig stimulerer det børns fantasi og leg. Filmenes universelle fortællinger kan analyseres og tolkes på tværs af grænser. Alle børn, jeg har mødt igennem projektet, har taget mere end almindeligt godt imod filmene", siger Khadije Nasser.

"Vi kan vise dem alle slags film. Det eneste vi går udenom er krig, vold og ironi. Flygtningebørn kan ikke rumme det. Volden går for hårdt ind, og ironien går hen over hovedet på dem."

Hania Mroué, stifter og direktør for Metropolis Art Cinema i Beirut, glæder sig over arbejdet med at give filmoplevelser til de yngre målgrupper.

"For Metropolis Cinema ser vi det som en del af vores hovedopgave at tilbyde unikke filmoplevelser til et yngre publikum hele året. På grund af de kulturelle forskelligheder i det libanesiske samfund, er det vigtigt, at vores arrangementer er bredt tilgængelige. Med Cinema on the Road og vores besøg af folkeskoleklasser håber vi at give dem alle "rejser", der rækker ud over grænserne for deres hverdag," fortæller Hania Mroué.

Projektet er hovedsageligt drevet af professionelle kræfter i Libanon, mens Det Danske Filminstitut har bidraget med strategisk input samt filmfaglig og pædagogisk vejledning. Slots- og Kulturstyrelsen har støttet projektet økonomisk. Specialkonsulent på Det Danske Filministut, Charlotte Giese, fortæller om projektet:

"Projektet er forankret hos den professionelle filmfaglige partner Metropolis Art Cinema. De frø vi plantede for fem år siden, da vi sammen med Den Danske Ambassade initierede det oprindelige initiativ, ser ud til at gro. Med denne indsats ønsker vi at styrke samarbejdet med Mellemøsten, kulturelle initiativer i nærområderne og mere generelt film & media literacy for børn og unge. At projektet også er målrettet flygtningebørn fra borgerkrigen i Syrien er en vigtig dimension. Kunstneriske oplevelser og muligheden for at reflektere og lære igennem film og medier er ikke hverdagskost i en flygtningelejr. Erfaringerne fra dette projekt og fra lignende indsatser i bl.a. Uganda, Tanzania og Palæstina skal også trækkes på i forbindelse med en planlagt kommende indsats for børn og unge i dansk asyl- og flygtningekontekst."

khdija88pxKhadije Nasser er tilknyttet ambassaden i Beirut.

Om projektet

Regeringens Internationale Kulturpanel har bl.a. Mellemøsten og Børn & Unge som indsatsområder.

Som medlem af regeringens Internationale Kulturpanel har Det Danske Filminstitut et naturligt fokus på samarbejdet med partnere i Mellemøsten og på indsatser, der også har børn og unge som målgruppe.

Filminstituttet har erfaring fra andre internationale filmprojekter i eksempelvis Palæstina, Syrien, Brasilien, Tanzania og Uganda. 

Der bor i dag over en million syriske flygtningen i Libanon og dertil kommer de mange palæstinensiske flygtninge.

Der vil blive afviklet filmvisninger i flygtningelejre og uformelle teltlejre (settlements) samt public schools forskellige steder i Libanon. I forbindelse med visningerne vil børn og unge sammen med frivillige voksne diskutere og analysere filmenes tematikker og reflekteret over filmens form og indhold.

Projektet er udviklet via partnerskab mellem Den Danske Ambassade i Beirut, Metropolis Art Cinema, og Det Danske Filminstitut. Slots- og Kulturstyrelsen støtter projektet økonomisk.

Kontakt

Charlotte Giese
Specialkonsulent, Børn & Unge
Tlf. +45 2332 9030
charlotg@dfi.dk

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412