To film i Berlin-konkurrence

BERLIN. Der er bud efter to danske film til Berlin Filmfestivalen i februar. Animationsfilmen 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære' af Philip Einstein Lipski, Jørgen Lerdam og Amalie Næsby Fick er udvalgt til konkurrencen for børnefilm, mens debutfilmen 'Danmark' af Kasper Rune Larsen skal dyste i konkurrencen for ungdomsfilm.

Berlin Filmfestivalen, der i disse uger løbende melder ud om det omfattende program til næste udgave i februar, har netop løftet sløret for endnu en række film udvalgt til konkurrenceprogrammet Generation målrettet det unge publikum.

Blandt de udvalgte titler er 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære' af instruktørtrioen Philip Einstein Lipski, Jørgen Lerdam og Amalie Næsby Fick, der deltager i børnefilmkonkurrencen Generation Kplus, mens Kasper Rune Larsens debutspillefilm 'Danmark' er udvalgt til konkurrencen for ungdomsfilm, Generation 14plus.

Vind i sejlene for Strid-filmatisering

'Den utrolige historie om den kæmpestore pære' er en filmatisering af Jakob Martin Strids populære børnebog om elefanten Sebastian og katten Mitcho, der i deres enorme pære sejler ud på et farligt eventyr med pirater, sødrager og sære spøgelser.

Animationsfilmen har siden den danske premiere 12. oktober trukket godt 216.000 gæster i biografen og er dermed årets fjerde mest sete danske film. Også internationalt har filmen trukket et bredt publikum. Ifølge international salgsagent LevelK er den nu solgt til mere end 100 lande, hvor biografgængere i eksempelvis Frankrig, Spanien, Kina, Korea, Mellemøsten og Rusland snart vil kunne opleve filmen om de to venner Sebastian og Mitcho.

Filmen udgør det første samarbejde mellem instruktørerne Lipski, Lerdam og Fick, som alle tre har en baggrund i animation. Lipski spillefilmdebuterede med 'Ronal Barbaren', mens Lerdam har en lang række danske og nordiske film bag sig, blandt andet de animerede Olsen Banden-film, 'Niko 2 – De flyvende brødre' og filmene om Jungledyret Hugo. Fick debuterer med filmen efter afgang fra Filmskolens animationslinje i 2016.

Manuskriptet er skrevet af Bo hr. Hansen, og Thomas Heinesen og Trine Heidegaard har produceret for Nordisk Film. Det Danske Filminstitut har støttet via konsulentordningen.

Danmark_450
Kasper Rune Larsen debuterer med 'Danmark' lavet med støtte fra blandt andet Den Vestdanske Filmpulje og Aarhus Filmværksted. Foto: Radiator Film

Debutfilm Danmark om den "fortvivlede" ungdom

Kasper Rune Larsens debutspillefilm 'Danmark' er en selvbiografisk skildring af instruktørens opvækst på villaveje og mellem betonblokke i en større dansk provinsby. Han kalder sin film "en kærlighedserklæring til den fortvivlede ungdom."

Hovedpersonen Norge har droppet skolen og holder sig oven vande ved at drømme om at flytte til Aarhus eller Berlin med sin eneste ven Myre. Det daglige forbrug af hash og øl sætter en stopper for ethvert initiativ hos de to unge drenge, og det er først, da Josephine træder ind i Norges liv og påstår at være gravid med hans barn, at der sker noget. Hun bliver katalysatoren for den forandring, han har undertrykt, og den usædvanlige situation bliver det skub, der får ham tilbage på sporet.

Kasper Rune Larsen har skabt 'Danmark' ved at lade filmens scener udspille sig uden nedskrevet dialog, men som improvisationer mellem skuespillerne. Filmen er instruktørens afgangsprojekt fra den treårige filmskoleuddannelse Super8 i Aarhus.

'Danmark' er produceret af Martin Fugl Chabert, Stefan Frost og Henrik Underbjerg for Radiator Film med støtte fra Aarhus Filmværksted, Den Vestdanske Filmpulje, Dansk Skuespillerforbund og Danske Filminstruktører. Filmen havde premiere på CPH PIX i oktober og er blevet vist på DR3.

Danske film i Berlin

Ved sidste festival i februar 2017 deltog Daniel Borgmans 'At elske Pia' og Kasper Barfoeds serie 'Gidseltagningen'. I Generation har en lang række danske film deltaget over årene, senest blandt andet Siri Melchiors kortfilm 'Lili', Ask Hasselbalchs 'Antboy: Den røde furies hævn' og Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers 'Cykelmyggen og minibillen'. Se oversigt over danske film i Berlin.

Berlin Filmfestivalen løber af stablen fra 15. til 25. februar. Udvælgelsen af film er stadig i fuld gang. Se mere på berlinale.de.