Nye initiativer for større diversitet i dansk film

KØN. Tre aktionsgrupper skal arbejde for større diversitet i dansk film. Ankerpersonerne for de tre grupper, Christina Rosendahl, Jenny Lund Madsen og Kim Pedersen, inviterer her sammen med Det Danske Filminstituts direktør Henrik Bo Nielsen alle til at bidrage med gode ideer.

De fleste kan, heldigvis, blive enige om, at det næppe i det lange løb er hensigtsmæssigt med en fordeling blandt ansøgere og støttemodtagere, hvor f.eks. fire gange så mange mænd som kvinder søger støtte til spillefilm – eller for dens sags skyld, at kun ganske få mænd med den nuværende udvikling kommer til at lave dokumentarfilm fremover.

Siden Det Danske Filminstitut i juni 2016 lancerede et nyt fælles datagrundlag om kønsfordelingen i dansk film, er det ikke gået stille af. Det er i sig selv et fremskridt, at der diskuteres køn og film som aldrig før. Der er brug for mere diversitet, synes de fleste, og uanset holdninger til ligestillingsaspekterne er der under alle omstændigheder enighed om, at hårdere konkurrence om støttekronerne i det lange løb er godt for innovation og kvalitet i dansk film.

Fakta

Det Danske Filminstitut arbejder aktivt på at styrke og udvikle en mangfoldig filmkultur. Indsatsen er drevet af ambitionen om, at man gennem øget diversitet kan hæve antallet af kvalificerede ansøgere og derigennem kvaliteten i dansk film. DFI's bestyrelse og direktion tog i 2015 initiativ til – i samarbejde med branchen – at styrke indsatsen med fokus på køn samt etnisk og social baggrund.

Det Danske Filminstitut udgav i juni 2016 "Undersøgelse af kønsfordelingen i dansk film". Med afsæt i rapportens data bliver der nu arbejdet videre med at identificere barrierer og igangsætte initiativer, der kan skabe forandring på kort og lang sigt.

Læs mere om mangfoldighedsindsatsen.

Send dine ideer til mangfoldighed@dfi.dk.

koensfordeling-i-dansk-film_130px
Undersøgelse af
kønsfordelingen i
dansk film
(PDF)
Det Danske Filminstitut
/ Juni 2016

Det fælles datagrundlag løfter niveauet i diskussionerne og vil fremover sikre større transparens og en mere oplyst debat. Trådene samler sig, og mange bakker op. Et stykke af vejen handler det om bevidstgørelse, idet de fleste også er enige om, at der må konkrete handlinger til, hvis noget skal forandre sig både på kort og langt sigt.

Umiddelbart efter sommerferien igangsættes tre aktionsgrupper, der allerede i oktober skal komme med de første anbefalinger til initiativer, som på kort sigt kan bidrage til at forbedre situationen. De langsigtede og ofte brede samfundsproblematikker skal der nok blive plads til senere, men i initiativkredsen er vi optagede af, at gøre diskussionerne konkrete og gå efter de lavthængende frugter først.

Christina Rosendahl er ankerperson for med den brede pensel at tolke og botanisere i data og udrede, hvad man med rimelighed kan konkludere på det nu kendte grundlag. Gruppen skal både identificere behov for yderligere analyse og komme med anbefalinger til oplagte, nye initiativer.

Jenny Lund Madsen bliver ankerperson for at identificere barrierer og efterprøve, hvorfor så relativt få kvinder søger støtte til især spillefilm. "Hvorfor – og hvordan laver man om på det?" bliver hovedspørgsmålene i denne gruppe.

Kim Pedersen bliver ankerperson for – med særlig fokus på filmbranchens beslutningsprocesser og kommercielle interesser – at forsøge at give bud på den økonomiske lære af datagrundlaget. Ikke mindst vil spørgsmålet, om der ligefrem er penge i flere kvinder i dansk film, fylde godt.

Grupperne gør første gang status medio oktober og samtidig igangsættes en fjerde gruppe, der på kort tid skal give et bud på realistiske målsætninger for de nærmeste års arbejde. Vi forestiller os, at der sættes gang i de første brancheinitiativer allerede i år og de første erfaringer opsamles i 2017. Meget kan man sikkert skylde på den generelle samfundsudvikling – eller sætte sin lid til forandringer i en fjern generationsbestemt fremtid. Vi har valgt især at fokusere på det, der kan gøres nu og her.

Til arbejdsgrupperne vil vi invitere et bredt og repræsentativt udsnit af aktører fra filmbranchens væsentligste interesseorganisationer og områder, men alle kan bidrage med forslag, input og ideer. De første møder i grupperne forventes afholdt inden udgangen af august.

Mailadressen mangfoldighed@dfi.dk er allerede åben og kommunikerer direkte til arbejdsgrupperne. Det er hertil, du skal sende dine input.

Forandringen er i gang. Vi håber, du har lyst til at bidrage.

Christina Rosendahl, instruktør og formand for Danske Filminstruktører.
Jenny Lund Madsen, manuskriptforfatter og medlem af bestyrelsen i Danske Dramatikere.
Kim Pedersen, formand for brancheforeningen Danske Biografer.
Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør i Det Danske Filminstitut.