Bent Christensen

Skuespiller, instruktør, producent. Født 28/5 1929, død 6/1 1992 - 62 år gammel. Dannede par med skuespillerinde Lily Broberg (1923-89).

Uddannet på Privatteatrenes elevskole, hvorefter han fik en kort skuespillerkarriere, idet han fra 1957 hovedsageligt udfoldede sig som instruktør og producent.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han fandt aldrig for alvor sit rollefag, hverken på teater eller film. I stedet udfoldede han sig energisk som instruktør, producent, filmskoleleder og kulturpersonlighed med tæt tilknytning til Socialdemokratiet og med karrierekulmination i 1960'ernes første år. Siden gik det støt nedad bakke.

Om spilletalentet kan der ikke herske tvivl. Med sit markante musvåge-fysiognomi kan han projicere kølig farlighed og sær uberegnelighed. Blot er der alt for langt mellem de skurkeroller, der klart ligger bedst for ham.

Han starter i en lille rolle som jazz-begejstret rigmandssøn i "Vi som går køkkenvejen" (1953). Dens instruktør, Erik Balling, så talent nok til at give ham en større rolle som omrejsende gøgler i den historiske "Kongeligt besøg" (1954), men her mangler Christensen umiddelbarhed. Til gengæld er han i Annelise Hovmands "Ingen tid til kærtegn" (1957) intet mindre end fremragende i en lille rolle som kejtet fyr, der er faretruende interesseret i filmens 8-årige hovedperson.
Han er troværdigt undermåler-snedig som lederen af trækkerdrengebanden i "Bundfald" (1957) og ganske pudsigt campet som fej skurk i sit eget makværk "Syd for Tana River" (1963 - medinstrueret af Sven Methling).

Efter nogle ligegyldige småroller viser han dæmonisk udstråling som illusionisten i Ole Roos' og Kirsten Thorups tv-spil fra 1971, "Sæsonen slutter", og han har flot, skarpskåren profil som iskold narkohandler i Jørgen Leths "Det gode og det onde" (1975), også en lille rolle, men milimeterpræcist tegnet. Til gengæld er hans hjertekirurg i Lars Brydesens "Hjerter er trumf " (1976), hans største rolle siden "Tana River", uden gennemslagskraft. Og hans ordenspolitimand i "Manden, der ville være skyldig" (1990) bidrager kun til filmens ufrivillige præg af selvparodi. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]