Nordisk Panorama-vindere

PRISER. Kira Richards Hansens "Rodløs" vandt Best Nordic Short Film Award, mens Alexander Linds "Carl & Niels" vandt Best New Nordic Voice Award ved prisuddelingerne tirsdag aften.

Nordisk Panorama, der viser nogle af de mest markante kortfilm og dokumentarfilm fra de nordiske lande, blev i går afrundet med priser. Blandt modtagerne var Kira Richards Hansen og Alexander Lind.

Kira Richards Hansen vandt Best Nordic Short Film Award for sin dokumentariske kortfilm "Rodløs", der handler om den 14-årige drengepige Alex. Hun arbejder på et mekanikerværksted og hænger ud med sine drengevenner. Hendes kontante og grænsesøgende adfærd provokerer, hvilket får voldsomme konsekvenser for hende og tvinger hende til at forholde sig til sig selv på en ny måde.

Filmen er produceret af Pelle Folmer og Thomas Gammeltoft med støtte fra New Danish Screen.

Alexander Linds dokumentarfilm "Carl & Niels" vandt Best New Nordic Voice Award. Filmen handler om tvillingerne Carl og Niels, der var uadskillelige som børn, men i voksenlivet er ved at miste hinanden.

"Carl & Niels" er Linds afgangsfilm fra Den Danske Filmskole i 2013.

Se alle vinderne på Nordisk Panoramas hjemmeside.