Cinemateket i august - ny sæson med Open Air kickstart 31. juli

PROGRAM. Cinemateket byder velkommen til en ny sæson den 1. august – med filmkrigeren Nicholas Ray, ny indisk film, London på vrangen, værker af premiereaktuelle Brillante Mendoza og film om loger, sekter, celler og broderskaber. Men allerede tirsdag den 31. juli inviterer vi på Open Air-film i Kongens Have over for Cinemateket. George Méliès’ 110 år gamle trickfilm ’Rejsen til månen’ med ny musik af franske Air samt sci-fi-nyklassikeren ’Moon’ af David Bowies søn Duncan Jones – i fuldmånens skær.

SERIER

Nicholas Ray – Rebel with a cause

Hans ikoniske piratklap skjulte en relativt udramatisk blodansamling i det blinde højre øje, men sendte samtidig et signal: Her er en kriger, som aldrig bakker ud af kampen. Nicholas Ray (1911-1979) udødeliggjorde James Dean i ’Vildt blod’, fornyede westerngenren i ’Johnny Guitar’ og foregreb ’Bonnie og Clyde’ i ”par på flugt”-debuten ’De lever om natten’. Hans film om mennesker på kant med sig selv og samfundet er aktuelle som aldrig før. Se et udvalg af de bedste og oplev ’Lightning Over Water’ – Wim Wenders dokumentar om rebellen og instruktøren Ray.

Serien (7 titler) vises hele august.

Indian Indies – film og gæster fra ’Det nye Indien’

Cinemateket og CPH PIX hylder verdens største filmproducent med den mest omfattende præsentation nogensinde af ny indisk film i Danmark. Fra den nye Bollywood-generation til ægte undergrundsproduktioner. 20 titler, der har været med til at give indisk independent-film sit gennembrud. Og nok så væsentligt understreger programmet den geografiske og kulturelle spredning i ny indisk film. Filmfestivalen er en del af del af kulturfestivalen ’India Today/Copenhagen Tomorrow’. Restaurant SULT byder under hele festivalen på en særlig to-retters indisk menu til 145 kr.

Serien (20 titler) vises hele august (programmet er stadig under forberedelse) – læs mere på www.indiatoday.dk.

The Other Side of London – værtsby på vrangen

I anledning af den britiske hovedstads værtskab for OL 2012 zoomer vi ind på London som location for film – men vel at mærke film, der udspiller sig langt fra de kendte turiststeder. Med musikgruppen Saint Etienne som guide fremstiller dokumentaren ’Finisterre’ eksempelvis en mere forfalden – og levende – side af metropolen. Gary Oldmans rystende instruktørdebut ’Tilværelsens bagside’ er en fortælling om en dysfunktionel arbejderfamilie i et forfaldent boligkompleks i South London. Serien præsenterer også den charmerende og sjældent sete Sundance-vinder ’Unmade Beds’ samt andre titler om undergrund, globalisering og kamp for overlevelse - langt fra olympisk glans og typisk turist-æstetik.

Serien (7 titler) vises hele august.

Brillante Mendoza - fra Manilas slum til Croisetten i Cannes

Få kender ham af navn, andre hader ham, men han betragtes af mange cineaster som en af verdensfilmens – og filmkunstens – store fakkelbærere. Brillante Mendoza vandt i 2009 instruktørprisen i Cannes for krimidramaet ’Kinatay’. Allerede fire måneder senere var Mendoza i hovedkonkurrence i Venedig med den helt anderledes ’Grandmother’. Den 52-årige instruktør mestrer både gru, action og socialrealisme, og grundstoffet er nysgerrigheden efter at komme så tæt på virkeligheden som muligt. Vi præsenterer seks knugende værker, der indfanger den filippinske dagligdags brutale poesi.

Serien (6 titler) vises hele august.

Hemmelige fællesskaber – fra terrorceller til sexklubber

Loger, sekter, celler, broderskaber. Ordene pirrer og frastøder på én og samme tid. Vi byder velkommen bag lukkede døre med en stribe fascinerende og foruroligende film, der går tæt på hemmelige fællesskaber. I dokumentaren ’Zoo’
samles en gruppe mænd om en fælles interesse: Kønslig omgang med dyr. Frimurerlogens symbolik indgår både i Matthew Barneys surrealistiske ’Cremaster 3’ og Luis Buñuels tidligere totalforbudte ’Guldalderen’, mens fokus den 18. august er rettet mod Julian Assanges kuldsejlede wikileaks-projekt med en særlig temadag om kryptografi og cypherpunks. Serien er skabt i samarbejde med Copenhagen Art Festival, og som et særligt tilbud kan man medbringe en gratis ledsager til samtlige film.

Serien (8 titler) vises hele august.

Suspense på spansk – gys og gåsehud fra den iberiske halvø

Alejandro Amenábars ’Snuff’ fra 1996 satte gang i en bølge af subtil gru fra den iberiske halvø. Filmene tegner det ellers så koloristiske Spanien (der bl.a. kendes fra Pedro Almodóvars miljøer) i regnfulde og dystre omgivelser. Tematisk manifesterer katolicismens indlejrede overtro og Franco-tidens fortrængninger sig i overnaturlige hændelser og traumer, der involverer børn. Vi præsenterer syv genrebevidste og visuelt ekspressive thrillere, bl.a. ’Børnehjemmet’, ’Cell 211’ og ’Hierro’ – og kigger tilbage mod bevægelsens tidlige udspring med ’Who Can Kill a Child?’ fra 1976.

Serien (7 titler) vises hele august.

Ønskefilm – publikums favoritter

Nyd en spraglet buket af klassikere, kæledægger og glemte filmskatte udvalgt af publikum. Du kan bl.a. opleve Anton Corbijns visuelt eminente portræt af Ian Curtis og Joy Division i ’Control’, mesterkokken Jiros perfektionistiske køkken i ’Jiro Dreams of Sushi’ - og Robert de Niro i en af filmhistoriens mest ikoniske roller i ’Taxi Driver’.

Serien (8 titler) vises hele august.

Månedens Film – ’The Raid: Redemption’

Månedens Film er en sprængfarlig indonesisk-walisisk cocktail, hvor asiatisk martial art møder kølig vestlig stilistik. Gareth Evans voldsballet, om en politienhed, der skal rydde et berygtet højhus i Jakartas slum, har gået sin sejrsgang på alverdens festivaler. Inspiration fra ’Die Hard’, ’Oldboy’ og ’Infernal Affairs’ kan spores i filmens dna, men ’The Raid: Redemption’ er dog sit eget kompromisløse bæst. Første visning er som altid gratis for medlemmer.

Månedens Film vises 9.-19. august.

SÆRARRANGEMENTER

Open Air – fuldmånefilm i Kongens Have 31. juli

Cinemateket byder velkommen til en ny sæson onsdag den 1. august. Allerede tirsdag den 31. juli inviterer vi imidlertid på Open Air-film i Kongens Have. Nyd George Méliès’ 110  år gamle ’Rejsen til månen’ med ny musik af Air samt sci-fi-nyklassikeren ’Moon’ på stort lærred – i fuldmånens skær. Blid electronica fra kl. 18.00.

Tirsdag den 31. juli fra kl. 18.00. Filmstart kl. 21.45.

Stumfilmskoncert – russisk guldfeber i USA

Lev Kuleshov (Eisensteins læremester) filmatiserede i 1926 Jack Londons fortælling ’The Unexpected’ i form af semi-klassikeren ’Dura Lex’. Tre forretningspartnere er ramt af 20’ernes guldfeber. Da ireren Dennis finder en guldåre får mistro og grådighed ham til at slå sine kumpaner ihjel. Pianist Lars Boutrup spiller live til de stumme strimler.

Tirsdag den 7. august kl. 19.15.

Film på Kronborg – Asta Nielsen møder Mike Sheridan

Der er lagt op til en totaloplevelse, når mørket sænker sig over slotsgården på Kronborg, faklerne tændes langs voldgraven, og Asta Nielsen træder frem på lærredet til lyden af Mike Sheridans drømmesfæriske klangflader. Cinemateket præsenterer den legendariske stumfilmversion af Shakespeares Hamlet i samarbejde med Hamletscenen og CPH PIX. Det sker på den danske prins’ egen hjemmebane, Kronborg i Helsingør.

Fredag den 10. august kl. 21.00. Billetter købes via billetten.dk.

Funny Bones – Kong Arthur a la Monty Python

I deres respektløse version af den højhellige engelske myte om Kong Arthur skildrer Monty Python ridderne af det runde bord som enten snotdumme eller kujonagtige. Kultklassikeren ’Monty Python og de skøre riddere’ rummer utallige absurde indslag og illusionsbrud, ikke mindst i form af Terry Gilliams animerede sekvenser. Og hvem kan få nok af at se den frygtindgydende dræberkanin i aktion?

Onsdag den 22. august kl. 19.15.

Psych-Out! – Street Gang Classic

Vi indleder en ny sæson i kultfilm-biografen med to hårdkogte, etniske bande-flicks fra 1980’ernes New York City. Paul Morriseys ’Mixed Blood’ er et leksikon over Downtown Manhattan i midt-80’erne komplet med gadeslang, pusherkluns, urbant forfald og cracktåger. Abel Ferraras ’China Girl’ er en moderne Romeo & Julie-historie henlagt til Chinatown og Little Italy. Hvabehar - en romantisk film i Psych-Out-biffen? Ja, men violinen stemmer aldrig helt hos Ferrara! Før og mellem filmene er der plader på rejsegrammofonen i Asta Bar.

Torsdag den 23. august kl. 19.45.

’Whores’ Glory’ – mød Michael Glawogger

Få et unikt indblik i verdens ældste profession. Som en kunde med et kamera går den østrigske instruktør Michael Glawogger tæt på prostitution i tre forskellige lande med tre forskellige religiøse kulturer: Thailand (buddhisme), Bangladesh (islam) og Mexico (katolicisme). Mød Glawogger, når han den 24. august introducerer ’Whores’ Glory’ og efterfølgende diskuterer filmens mange problemstillinger med publikum.

Fredag den 24. august kl. 18.30.

’Det gælder din frihed’ – film og debat

Theodor Christensens dokumentariske hovedværk ’Det gælder din frihed’ er en både poetisk og polemisk beretning om Danmark under krigen. Den blev søgt omformet af Staten, boykottet af biografer og kaldt propagandistisk af Ekstra Bladet. Men Theodor Christensen kæmpede som besat for sit projekt. Det gjaldt hans kunstneriske frihed, som det gjaldt danskernes politiske. Filmforsker Lars-Martin Sørensen introducerer filmen.

Onsdag den 29. august kl. 19.00. (Filmen vises uden introduktion den 1. og 5. august).

Friday Late Night – Chemical Brothers på syretrip

I samarbejde med EMI Music og CPH:DOX præsenterer Cinemateket den danske premiere på koncertfilmen ’Chemical Brothers: Don’t Think’. Vær forberedt på frugtfarve i frit flow og neon-æstetik på overdrive, når big beat-pionererne mixer en malstrøm af lys og lyd ud over Friday Late Night-biffens lærred den 31. august. Visual effects-mageren Adam Smiths tranceskabende billedcollager er med til at skabe den ultimative totaloplevelse, der blev foreviget på Fuji Rock Festival sidste år foran 50.000 tunneltunede japanske fans. Der er happy hour-bar med elektriske beats fra kl. 20.00.

Fredag den 31. august kl. 21.30.

MEST FOR BØRN

Bio Min Bio

I Bio Min Bio viser vi klassikere og nye familiefilm, der henvender sig til børn og barnlige sjæle. Som noget nyt starter filmene kl. 14.00. I august kan du glæde dig til Disney og PIXARs animations-eventyr 'Op' – naturligvis med danske stemmer.

Lørdag den 4. august kl. 14.00 samt søndag den 12. og 26. august kl. 14.00. Enré 40 kr.

Børnebiffen

Oplev biografens forunderlige rum sammen med de allermindste. ’Snuttefilm’ er lavet særligt til børn fra 2 års alderen. ’Pipungerne’ leger og lærer på én gang. ’Uro’ er en helt ny tysk animationsfilm for de små. Der er også programmer med Aben Oswald og go’e gamle Alfons Åberg

Børnebiffen vises torsdag-søndag hele august. Gratis torsdag-fredag. Blot 10 kr. i weekenden.

Tid: August måned
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412