At leve i limbo

INTERVIEW. Instruktør Emil Langballe sætter i sin dokumentarfilm "Mon de kommer om natten?" fokus på menneskeskæbner fanget i et fremmedgørende system. Filmen følger den afghanske teenagepige Rokhsar og hendes familie, der i årevis har ventet på svar fra de danske asylmyndigheder. Premiere på TV 2 den 25. januar.

"Jeg prøver bare at forstå det ret, det her: Har I søgt asyl for seks år siden, og I har ikke fået svar endnu?"

"Hun er blevet tvunget af systemet til at blive voksen på rekordtid og blive forælder for sine egne forældre, og det har haft fatale konsekvenser for hendes psyke og trivsel."

Kvinden fra Udlændingestyrelsen kan knap nok selv tro det. Men den er god nok. Snart – nærmere bestemt til maj – er det så længe siden, at pigen i røret og hendes fire familiemedlemmer, der alle optræder i Emil Langballes dokumentarfilm "Mon de kommer om natten?", har ventet.

Rokhsar bor med sin afghanske familie i en dansk provinsby, og i filmen følger vi hende, fra hun er 13, til hun er 16. Hun lærer hurtigt at tale godt dansk, vinder en pris som årets fodboldspiller og er tydeligvis afholdt af sine klassekammerater. Hun beskriver sig selv og familien som moderne muslimer. Hun er kvik, karismatisk og sulten efter et liv i Danmark.

Ikke desto mindre får hun og hendes familie gentagne gange afslag på asyl, og nogle gange med besked om, at de har 15 dage til at forlade landet. De har nemlig ikke kunnet overbevise myndighederne om, at de i Afghanistan er personligt forfulgte af Taliban. Familien opgiver ikke håbet og undersøger mulighederne for at blive i Danmark, men ventetiden tager hårdt på dem alle.

Den konstante frygt

Hvordan fandt du frem til Rokhsar?

Emil Langballe: "Jeg læste om hende i en artikel i Politiken, som blandt andet handlede om den frygt, hun dagligt lever med. Jeg blev ret imponeret over hendes evne til at reflektere over sin situation, og så tog jeg af sted for at besøge hende og så, hvordan hendes rolle i familien var markant anderledes end de fleste andre 14-åriges. Samtidig virkede hun som en ret fantastisk hovedkarakter – både stærk og handlekraftig og meget skrøbelig – og jeg begyndte lige så stille at filme hende." 

Hvordan vil du beskrive det liv, familien lever?

EL: "Familien lever i et limbo med en konstant frygt for når som helst at blive udvist til Afghanistan. Selv nu, hvor deres sag er blevet genoptaget, kan de reelt modtage en negativ afgørelse når som helst, og så har de altså 15 dage til at forlade landet frivilligt, hvis de ikke vil deporteres med tvang. Der hviler et enormt pres på dem, og især på Rokhsar, der jo har levet en tredjedel af sit liv i Danmark, og som har påtaget sig ansvaret for familiens skæbne."

Hvad er Rokshars rolle i familien?

EL: "Rokhsar er nok den i familien, der har allermest at miste. Hun kom til Danmark som en af de første i familien. Hun var den første, der blev sendt i dansk folkeskole, så hun er den eneste i familien, der behersker sproget til fulde. Det har betydet, at hun gradvist og ufrivilligt er blevet den, der kommunikerer med myndigheder og advokater, og den, som tolker for moren, når hun fx går til lægen. Hun er blevet tvunget af systemet til at blive voksen på rekordtid og blive forælder for sine egne forældre, og det har haft fatale konsekvenser for hendes psyke og trivsel."

Observerende metode

Man fornemmer, hvordan Rokhsars forældre har lidt et statustab …

EL: "Ja, i den grad. Tilbage i Afghanistan var moren lærer og elskede sit job, og nu bliver hun undervist i dansk af sin datter. Men det gælder sandelig også for faren, som føler sig ekstremt umyndiggjort. Han var tidligere patriarken i familien, men nu har han svært ved at orientere sig i systemet og må overlade ansvaret for sagen til sin kun 14-årige datter. Ingen af forældrene må arbejde i Danmark, så de bliver gradvist mere opgivende og apatiske."

Det var vel svært ikke at blive følelsesmæssigt involveret undervejs?

EL: "Ja, det var temmelig hårdt at være vidne til Rokhsars gradvise nedbrydelse, må jeg sige. Stemningen i familien ændrede sig meget, som tiden gik, og der blev længere og længere mellem de gode stunder og sjove indfald. Samtidig fik hun flere sammenbrud og blev indlagt under forløbet, og det var da vildt hårdt at stå på sidelinjen uden at kunne hjælpe. Det eneste, der vil hjælpe hende, er jo en opholdstilladelse."

Hvordan har du som fortæller valgt at gribe Rokhsars historie an?

EL: "Jeg bruger primært den observerende metode eller cinéma verité og har forsøgt at fortælle så meget som muligt af Rokhsars historie i scener, og gerne så nært som muligt. Jeg vil gerne have, at publikum skal opleve på klos hold, hvad hun går igennem, og hvordan hendes udtryk ændrer sig, i takt med at hendes gnist langsomt slukkes. Men jeg vil også gerne vise kontrasten mellem de verdener, hun navigerer i, som teenager med veninderne og som lille voksen derhjemme.

Det har været en udfordring, da deres sag er så kompliceret, og jeg føler, at man bliver nødt til at forstå den i en vis udstrækning for at forstå det pres, der hviler på hende. Derfor har vi også arbejdet en del med hendes voice over, som både er følsom og forklarende."

En tiltrængt stemme

Hvad er det for et system, familien møder i Danmark?

EL: "Det er et system, som kommunikerer utrolig sparsomt og sender breve på dansk til familier, der taler dari, overbringer voldsomme nyheder til mindreårige børn over telefonen, og som har nogle sagsbehandlingstider, der holder dem hen i årevis, og tvinger dem til at leve i konstant uvished, hvilket virker utrolig nedbrydende. Samtidig er de som afviste asylansøgere stort set overladt til sig selv og skal navigere i en lovgivning, der er superkompliceret." 

Har flygtningedebatten ændret sig i den periode, filmen er optaget?

EL: "Ja, det synes jeg. Der er sket en markant ændring i diskursen – det er, som om flygtninge er blevet en slags andenrangsmennesker, som ikke har krav på den samme behandling, de samme rettigheder eller den samme retssikkerhed som os andre. Jeg oplevede en generel forråelse i flygtningedebatten, inden jeg gik i gang med filmen, hvilket nok også ansporede mig til at kontakte familien." 

Hvad håber du at opnå med filmen?

EL: "At give stemme til en befolkningsgruppe, der alt for ofte dæmoniseres og alt for sjældent får lov at komme til orde." 


Om filmen

"Mon de kommer om natten?" er instrueret af Emil Langballe og produceret af Helle Faber for Made in Copenhagen. Filmen havde verdenspremiere på IDFA Filmfestivalen i Amsterdam og får dansk premiere på TV 2 den 25. januar kl. 21.05 med forpremiere i Grand Teatret i København den 23. januar. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut.

Se trailer