Filmkritikere uddeler pris til Charmøren

PRIS. Festivalaktuelle "Charmøren" er blevet hædret med en pris ved San Sebastian Filmfestivalen. "Et fascinerende studie i kulturel diversitet," udtaler juryen bag prisen, der uddeles af sammenslutningen af filmkritikere fra Europa og middelhavslandene, Fedeora. "Charmøren", der ikke har fastlagt dansk premieredato, fortsætter sin festivalrejse til Chicago og Warszawa.

Milad Alamis psykologiske drama "Charmøren" vandt fredag den 29. september en filmkritikerpris, som blev uddelt i forbindelse med filmens verdenspremiere på San Sebastian Filmfestivalen, der sluttede i weekenden. Prisen blev overrakt af organisationen Fedeora, en konstellation af uafhængige filmkritikere fra Europa og middelhavslandene, der i motivationen udtrykte deres beundring for filmen:

"Filmen er et fascinerende studie i kulturel diversitet og familieværdier, hvor instruktøren med finfølelse behandler en af de største udfordringer i Europa i dag. Han giver karaktererne plads til at vise, hvad der binder dem sammen, frem for hvad der adskiller dem. Med en klog og moden instruktion skildrer han en historie, som mange gennemlever, og giver skuespillerne mulighed for at yde deres bedste."

"Charmøren" er Alamis spillefilmdebut. Filmen følger iranske Esmail, der desperat prøver at finde en dansk kæreste, så han kan blive i Danmark. I takt med at tiden løber ud, forelsker Esmail sig uventet i en ung kvinde, og hans fortid indhenter ham.

Filmen skal i oktober deltage ved filmfestivalerne i både Chicago og Warszawa. Ved begge festivaler deltager den i konkurrencen for nye instruktørnavne og slår følgeskab med andre danske spillefilm – i Chicago dyster også Hlynur Pálmasons "Vinterbrødre", mens Christian Tafdrups "En frygtelig kvinde" og Birgitte Stærmoses "Darling" også er på programmet ved festivalen i Warszawa. 

Milad Alami blev færdig på Den Danske Filmskole i 2011. Han har skrevet manuskript til "Charmøren" sammen med Ingeborg Topsøe. Filmen er produceret af Stinna Lassen for Good Company Films med støtte fra Det Danske Filminstitut. Der er endnu ikke fastsat en dansk premieredato.

Læs interview med Milad Alami (på engelsk)