16 mio. kr. fra Creative Europe til danske projekter

Over sommeren har Europa-Kommissionen offentliggjort støtteresultaterne for Slate Funding, TV Programming og Audience Development – 16 mio. kr. er gået til danske selskaber og projekter.

Creative Europe har allokeret knap 12 mio. EUR til 75 europæiske produktionsselskaber gennem dets Slate Funding støtteprogram – af disse er godt 1 mio. EUR (svarende til knap 8 mio. kr.) tildelt seks danske produktionsselskaber. Støttekronerne tilfalder i år selskaberne Zentropa Entertainments, Made in Copenhagen, Fridthjof Film, Nordisk Film Production, Miso Film og Adomeit Film, og skal bidrage til udviklingen af mellem 18-30 nye danske fiktions-, animations- og kreative dokumentarfilm med høj kunstnerisk kvalitet samt europæisk og internationalt potentiale.

CEO og producer Katja Adomeit ser Slate-støtten til Adomeit Film som et udtryk for, at der hos EU er ved at blive åbent op for de mindre selskaber. "Der er forståelse for, at der også hos de små selskaber bliver udviklet på mange projekter samtidigt".

"Slate-støtten betyder verden for mig. Støtten giver mig en kæmpe frihed til at udvikle high risk, kunstneriske projekter, og det giver mig mulighed for selv, i samarbejde med instruktøren, at træffe valg om hvilke projekter, og hvad der præcis skal udvikles på", siger Katja Adomeit.

Støtten fra EU skal, ifølge Adomeit, bruges på udviklingen af spillefilmene "Across the Fields" af den New Zealandsk-danske instruktør Daniel Joseph Borgman, som er udtaget til Berlinale Residency i 2015, "They" af den iranske instruktør og manusforfatter Anahita Ghazvinizadeh, dokumentaren "Lida" af den svensk-danske instruktør Anna Eborn samt filmen "The Orphanage" af den afghanske instruktør og manusforfatter Shahrbanoo Sadat. "The Orphanage" er anden del af en serie på fem spillefilm, som indledtes af "Wolf and Sheep".

Af i alt otte danske ansøgninger til Slate Funding-programmet modtog de seks støtte, hvilket svarer til en imponerende dansk succesrate på 75 % mod en gennemsnitlig europæisk succesrate på 64 %. Næste ansøgningsfrist for Slate Funding bliver offentliggjort i løbet af efteråret 2015.

Støtte til seks TV programmer

Også Creative Europes støtte til drama, animation og kreative dokumentarer, som primært er tiltænkt TV blev tildelt over sommeren. Her løb seks danske selskaber tilsammen med ca. 4.7 mio. kr. ud af et samlet støttebeløb på ca. 35 mio. kr.

De danske programmer, som har fået støtte tæller "Natural Disorder" fra produktionsselskabet Moving Documentary, "The Quatraro Mystery" fra Sonntag Pictures, "Kiwi & Strit" fra Copenhagen Bombay, "Amateurs in Space" fra Danish Documentary Production, "Wild North" fra Loke Film og "School of Democracy" fra Magic Hour Film. Kun Danmark og Frankrig opnåede støtte til seks projekter hver, og med en succesrate på hele 86 % placerer de danske produktionsselskaber sig markant over det europæiske gennemsnit på 46 %.

Mere end 3 mio. kr. til publikumsudviklende initiativer

EU's støtte til publikumsudvikling skal medvirke til at stimulere interessen for de mange europæiske film, der bliver produceret og forbedre adgangen til europæiske audiovisuelle produktioner bl.a. gennem PR, events, filmkundskab og festivaler.

European Documentary Network (EDN) har modtaget godt 1.27 mio. kr. til initiativet "Moving Docs", som er et pan-europæisk netværk med fokus på distribution og promovering af kreative dokumentarer med stærke temaer. Netværket tæller distributører, festivaler og filmklubber fra Østrig, Kroatien, Slovenien, Cypern, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Holland, Polen, Spanien, UK, Sverige, Finland og Danmark. I 2016 vil tre centrale dokumentarfilm blive udvalgt, vist og promoveret på en række forskellige platforme af alle partnere.

Desuden har Trust Nordisk modtaget knap 2 mio. kr. til projektet "New World Cinema". Projektet beskrives af Trust Nordisk, som en revolutionerende integreret streaming- og distributionsmodel for europæiske film på den digitale filmscene, der skal forlænge den enkelte films levetid ved at lade divergerende markeder, online trafik og socialt genereret eksponering af en film smelte sammen. Enhver VOD-udbyder og ethvert website eller socialt netværk kan blive vært og facilitere en film, ligesom alle vil kunne tilgå den enkelte film via pay-per-view på enhver enhed. Ifølge Trust Nordisk vil det kinesiske marked fungere som en pilot-case, hvorefter intentionerne er, at udfolde den geografiske rækkevidde til resten af verden.

Se de samlede støtteresultater samt de præcise beløb på Europa-Kommissionens hjemmeside eller her på sitet under Resultater.