PublikumsFokus går i luften med en pulje på 3 mio. kr.

INITIATIV. Filminstituttet har etableret en pulje på 3 mio. kr. til publikumsresearch og -udvikling. Puljen kan søges løbende og retter sig mod projekter, der ønsker at undersøge deres publikum på nye måder. Initiativet er for projekter i aktiv udvikling og produktion på Konsulentordningen på tværs af spillefilm og kort- og dokumentarfilm, Markedsordningen og New Danish Screen.

Filminstituttet ønsker med PublikumsFokus at skabe mulighed for, at filmbranchen kan afsøge, eksperimentere og udvikle nye metoder og strategier, der kan skabe et fælles erfaringsgrundlag i branchen, og som kan skærpe indsigten i de enkelte films publikum. Hensigten er at øge antallet af projekter, der innovativt og ambitiøst arbejder med at få inspirerende og værdifulde indsigter i dets mulige publikum, og dermed øge publikumsbevidstheden. Dette naturligvis uden at gå på kompromis med den kunstneriske vision, og uden projekterne lader sig diktere af publikum.

Kontakt

Sanne Juncker Pedersen
Redaktør for Publikumsudvikling
Tlf. +45 2244 0037
sannep@dfi.dk

Mira Bach Hansen
Lanceringskonsulent
Tlf. +45 3112 1003
mirab@dfi.dk

"Kampen om publikums tid og opmærksomhed er de seneste år steget voldsomt, og udbuddet af film og serier er enormt. Det at kende sit publikum mere indgående, lytte og identificere byggestenene til  en dybere relation kan være én måde til at sikre, at ens film skiller sig ud og opleves som relevant, betydningsfuld og noget man vil prioritere som publikum," siger lanceringskonsulent Sanne Juncker Pedersen.

"Vi er sikre på, at idérigdommen til, hvordan der kan researches i publikum, er stor ude i branchen, og vi forventer derfor, at undersøgelserne vil spænde fra velkendte og klassiske metodegreb til nyere og afprøvende metoder fx inden for data-drevet indsigter eller mobiletnografi."

Ansøgere til PublikumsFokus er som udgangspunkt producenter i samarbejde med en eller flere fra det kreative team og gerne i dialog med distributør og eksterne partnere, der kan kvalificere metodevalg og sikre en fagligt stærk gennemførelse.

Initiativet PublikumsFokus udspringer af projektet ´Publikum tættere på´, hvor Filminstituttet sammen med designantropologer fra Will & Agency i efteråret 2019 gennemførte en række workshops med brancherepræsentanter med det formål at afsøge, hvordan man kan styrke og fremtidssikre broen og relationen mellem film og publikum.

Sammen med filmbranchen definerede Filminstituttet tre hovedspor, som kunne styrke publikumsbevidsthed og metodemæssig erfaringsopbygning i branchen:

  • PublikumsFokus (en pulje målrettet publikumsresearch og publikumsudvikling)
  • Vidensdeling 2.0 (en opdateret strategi for vidensdeling om publikum og understøttelse af et fælles sprog om publikum)
  • Publikumsmødet (initiativ til et nyt type møde tidligt i processen alene med fokus på publikum).

PublikumsFokus er det første initiativ, der formelt sættes i gang.

Læs rapporten Publikum tættere på – en antropologisk undersøgelse af publikumsbevidsthed i den danske filmbranche