Carl Th. Dreyer Prisen 2012

INVITATION. Carl Th. Dreyer Prisen tildeles i år Mads Brügger. Kom til prisuddeling i Filmhuset fredag den 3. februar kl. 15.00.

Carl Th. Dreyer Prisen uddeles af Carl Th. Dreyers Mindefond, og i henhold til fondens vedtægter gives prisen til "fortrinsvis yngre filminstruktører eller andre kunstnere indenfor filmbranchen som anerkendelse af en fremragende kunstnerisk indsats".

Prisen går i år til Mads Brügger og bliver overrakt fredag den 3. februar kl. 15.00 i Restaurant og café SULT, Gothersgade 55, 1123 København K.

Mindefondens indtægter baserer sig på en gave fra Dreyers datter Gunni Dreyer samt på en juridisk aftale med distributionsselskabet Gaumont, der lader en procentdel af indtægterne for instruktørens hovedværk "Jeanne d’Arcs Lidelse og Død" tilgå Mindefonden.

Fondens bestyrelse består af advokat Allan Falk, områdedirektør Lene Halvor Petersen, Det Danske Filminstitut og lektor Peter Schepelern, Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet.

Prisen er i år på 50.000 kr.