CPH:DOX brancheakkreditering

Ansøgning om brancheakkreditering til CPH:DOX 6.-15. november 2009

CPH:DOX åbner nu for ansøgninger om brancheakkreditering via hjemmesiden.

Brancheakkrediteringen giver adgang til alle almindelige filmvisninger samt master classes, seminarer, m.m. Med almindelig billetpris. Billetter skal blot afhentes i biografernes billetsalg mod fremvisning af akkreditering.

Akkrediteringen giver dig også adgang til DOX:MARKET, festivalens digitale screeningfacilitet, som indeholder festivaltitlerne samt en række serier, der er særligt tilrettelagt til DOX:MARKET. Markedet er åbent 6.-13. november, begge dage inklusive, og ligger på 4. sal på Det Danske Filminstitut - bemærk at købere og distributører gives højst prioritet.

Sammen med din akkreditering får du en CPH:DOX festivaltaske samt festivalens internationale katalog.

Early bird-rabat på 200 kr. til de hurtigste
CPH:DOX' brancheakkreditering koster normalt 1000 kr., men bestiller du din akkreditering før 1. oktober, kan du få den for kun 800 kr.

Observer Pass til DOX:FORUM
DOX:FORUM er dels et markedssted for dokumentarfilm, men også et learning lab for producere med fokus på alternativ distribution af dokumentarfilm. På DOX:FORUM deltager en lang række distributører og platforme på scenen sammen med de udvalgte projekter, ligesom der vil være en række seminarer, der fokuserer på relevante aspekter af distribution og finansiering.

Ønsker du at deltage i DOX:FORUM på et Observer Pass, kan du deltage i hele seminar- og præsentationsfladen, men også i networking og andre sociale events. DOX:FORUM Observer Pass giver herudover adgang til alle festivalens almindelige visninger, master classes og seminarer (se ovenfor vedr. Brancheakkreditering). Observer Pass koster 1200 kr.

Ansøg om brancheakkreditering eller DOX:FORUM Observer Pass på www.cphdox.dk