Erhvervshusene er også for filmbranchen

INTERVIEW. Regionernes erhvervshuse er knudepunkter for erhvervslivet, hvor virksomheder kan få sparring og råd - både ved oprettelse, men også med udfordringer de står med senere. Vi har talt med Camilla Wendt, som arbejder i Erhvervshus Hovedstaden og som kan hjælpe med internationalt netværk i de kulturelle og kreative brancher via EU-netværket Enterprise Europe Network.

Hvad kan en virksomhed bruge jer til?

Virksomheder i Danmark kan bruge de 6 regionale erhvervshuse til at få uvildig specialiseret vejledning, skræddersyet til deres specifikke behov, drømme og udfordringer. Fra helt basale ting i forhold til virksomhedsoprettelse og CVR-nummer, til udvikling af forretningen, økonomi, ledelse, eksport, netværk, investorer og partnersøgning. Erhvervshusene yder sparring til alle slags virksomheder. Også de kreative.

Med over 40 forretningsudviklere med baggrund i det private erhvervsliv, ofte fra egen virksomhed eller ledelsesstillinger, kan virksomhederne forvente en professionel vejledning kendetegnet ved engagement og indsigt.

Vi tilbyder også programmer, som man kan finde på vores hjemmeside. Programmerne baseres på efterspørgsel fra virksomhederne. Det kan f.eks. være med fokus på digital markedsføring, e-handel, e-learning, et bestemt marked, et specifikt land eller andet.

Hvad laver du?

Jeg er projektleder på vores internationale program og så finder jeg samarbejdspartnere i hele verden til de kreative erhverv gennem Enterprise Europe Network.

Hvordan kan i hjælpe kreative virksomheder?

Udover vores kerneopgave, vejleder vi også kreative virksomheder med for eksempel at finde investorer, vejleder om økonomi, ledelse, partnersøgning, bestyrelser, ansættelse af udenlandsk arbejdskraft, strategitjek m.m.

Vi tager altid udgangspunkt i virksomheden og hjælper dem med at finde frem til deres udfordringer og søge løsninger til dem. Vi har stor erfaring i at tænke forretning og bruger meget tid på sparring med både iværksættere og mere erfarne virksomheder.  

Gennem Enterprise Europe Network hjælper vi bl.a. kreative virksomheder med at finde samarbejdspartnere i udlandet, nye teknologier, projekter eller produktioner. Vi kan også hjælpe med at indsamle information om lokale forhold og markedsmuligheder.

I Erhvervshuset samarbejder vi også tæt med Udenrigsministeriets Trade Council, og hjælper virksomhederne med at skabe de bedste forudsætninger for succes på nye markeder.

Gennem Erhvervshusene kan man desuden få 15 timers gratis rådgivning på op til 2 markeder hos Trade Council.

Hvordan tager man kontakt?

Ring til os eller find en konsulent på vores hjemmeside og tag direkte kontakt.

Hvis man er en kreativ virksomhed, der vil benytte sig af EU-netværket, kan man kontakte mig direkte.

Koster det noget?

Vores kerneydelser er gratis, men nogle af vores programforløb kræver deltagerbetaling. Her får man så ofte muligheden for at få tilskud til indkøb af rådgivning.

Hvad er Enterprise Europe Network?

Enterprise Europe Network er verdens største B2B netværk, medfinansieret af EU-Kommissionen, og har afdelinger i mere end 60 lande. Det er lidt ligesom jeres Creative Europe Desk, men bare inden for alle brancher.

Vi hjælper virksomheder med at finde kunder, distributører, produktioner og andre samarbejdspartnere til f.eks. EU-ansøgninger.

Vi har en international database fyldt med profiler på virksomheder og organisationer der leder efter samarbejdspartnere eller tilbyder samarbejdsmuligheder. Her kan man få en profil hvis man leder efter noget specifikt, eller hvis man f.eks. ønsker at blive partner i et EU-projekt.

Vi er til stede på mange messer og konferencer rundt om i verden og har et højt udviklet matchmaking-software, som vi bl.a. bruger til speeddating arrangementer. Vi er professionelle B2B matchmakere.

Vi sidder fordelt over 6 organisationer i Danmark, med hver vores branchespecialisering, og man er altid velkommen til at kontakte os, hvis man er interesseret i vores netværk og hjælp.