EU-temadagen 2018: Kulturelle samarbejder og vejen til EU-funding

I torsdags satte Creative Europe Desk Danmark fokus på mulighederne for øget samarbejde mellem forskellige kulturelle aktører og offentlige institutioner, da vi inviterede til EU-temadagen 2018 i Cinemateket.

Erfarne kulturrådgivere, funding-eksperter og projektledere mødtes til case-studies og debatter om, hvordan man matcher den gode idé med projektledelsesværktøjer; med budget- og regnskabsressourcer; og med lokal efterspørgsel og behov.

Elena Polivtseva arbejder i øjeblikket for IETM, International network for contemporary performing arts, i Bruxelles. Elena er bl.a. ansvarlig for analyse af EU’s kulturpolitik samt IETMS’s strategier og handlingsplaner ift. EU.

Elena Polivtseva gav til temadagen sine bud på, hvad internationalt samarbejde i kultursektoren kan bidrage med. Her fokuserede hun blandt andet på delingen af nye perspektiver på udfordringer, udveksling af ressourcer og marketing- og forretningsmodeller.

”In the political contexts, which are rather challenging for some countries, going international is very important as a way to find some solidarity, some support and also to discover that they are not alone”, sagde Elena Polivtseva.

Københavns Kultur- & fritidsbormester, Niko Grünfeld, fortalte om kultur-ambitionerne i København. (Foto: Creative Europe Desk Danmark)

Niko Grünfeld blev i 2017 valgt som Københavns kultur- og fritidsborgmester for Alternativet med ambitionen om at gøre byen endnu mere åben, international og levende. Til EU-temadagen var omdrejningspunktet for hans oplæg omstilling og nye initiativer.

”København skal være en by med kulturel kant og livsnerve, hvor kultur, kunst, idræt og medborgerskab og demokrati fylder meget i bybilledet”, sagde Niko Grünfeld om hans vision for kultur- og fritidspolitik.

Han fokuserede endvidere på, at København er en vigtig international spiller, der derfor må tage ansvar – ikke bare for sig selv. Flere internationale dagsordener i København er derfor målsætningen, inspireret af Aarhus.

JazzDanmark: KIDS CAN
Projektet KIDS CAN fik 1,3 millioner kr. i støtte fra Creative Europe via puljen ”små samarbejdsprojekter”. Projektet bringer unge, europæiske musikere og børnejournalister på jazzturné i Estland, Portugal og Danmark.

Projektleder Eva Frost forklarede under temadagen, hvordan JazzDanmark med projektet ønsker at nytænke undervisningen i og formidlingen af jazz for børn og unge.

”Visionen er, at børn kan spille og optræde og være ligeså engagerede som voksne musikere kan. Børnejazz består normalt af voksne der spiller for børn, men vi synes at børn kunne være ligeså gode ’peers’”, sagde Eva Frost.

Kulturregion Fyn, South Denmark European Office, Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak og Creative Europe Desk Danmark gav gode råd til EU-ansøgninger. (Foto: Creative Europe Desk Danmark)

Du har mulighed for at se eller gense, hvordan seminaret forløb gennem live streamingen fra dagen på Creative Europe Desk Danmarks Facebookside.