

Den polske instruktør Pawel Pawlikowski ramte publikum lige i hjertekulen med sin smukke sort-hvide road-movie om novicen Ida, der kommer på en fysisk og følelsesmæssig rejse igennem Polen i sin søgen efter sin families rødder.
'Ida' indbragte Pawlikowski en Oscar for bedste udenlandske film i 2015.
I år stod Pawlikowski igen med en prestigefyldt pris i hånden, da han i Cannes vandt guldpalmen for bedste instruktør for 'Cold War'.
"The torn curtain of love is the theme of Paweł Pawlikowski’s mysterious, musically glorious and visually ravishing film" skrev The Guardian's Peter Bradshaw i sin anmeldelse af 'Cold War'.
Det er historien om to mennesker, Zula og Wiktor, med meget forskellig baggrund og vidt forskellige temperamenter. De er helt forkerte for hinanden, men er alligevel via skæbnen dømt til at forblive sammen. En umulig kærlighedshistorie i en umulig tid, der udspiller sig under den kolde krig i 1950’ernes Polen, Berlin, Jugoslavien og Paris.
I anledning af European Cinema Night har Creative Europe MEDIA Desk Danmark hermed den store fornøjelse af i samarbejde med Grand Teatret at invitere til gratis sær-visning af 'Cold War' mandag d. 3. december 2018 kl. 21:30.