EU's Kulturarvspris / Europa Nostra-prisen 2018 til Poul Egedes missionshus i Grønland

Bruxelles / Haag, den 15. maj 2018. De 29 vindere af EU's Kulturarvspris / Europa Nostra-prisen, Europas største ære på området, blev bekendtgjort i dag af Europa-Kommissionen og Europa Nostra, det førende europæiske kulturarvsnetværk. Blandt dette års vindere er restaureringen af Poul Egedes Missionshus i Ilimanaq, Grønland.

De 29 prisvindere fra 17 lande er blevet anerkendt for deres imponerende resultater inden for bevaring, forskning, dedikeret indsats og uddannelse, undervisning og bevidstgørelse.

Som et bidrag til Det Europæiske Kulturarvsår lægger dette års priser særlig vægt på de valgte kulturarvsresultaters europæiske værdiskabelse. Vinderne bliver hædret ved en stor prisceremoni den 22. juni i Berlin under det første European Cultural Heritage Summit (Topmøde om Den Europæiske Kulturarv), der nogensinde er afholdt.

Borgere fra hele Europa og resten af verden kan nu stemme online for Public Choice Award og mobilisere støtte til det/de vindende resultat(er) fra deres eget eller et andet europæisk land.

EU's Kulturarvspris / Europa Nostra-prisen

EU’s kulturarvspris / Europa Nostra-prisen blev indstiftet af Europakommissionen i 2002 og er blevet uddelt af Europa Nostra lige siden. Den hylder og promoverer bedste praksis inden for bevaring af kulturarv, forskning, forvaltning, frivilligt arbejde, undervisning og kommunikation. Dermed bidrager den til at styrke offentlighedens bevidsthed om kulturarven som en strategisk ressource for Europas økonomi og samfund. Prisen støttes af EU’s Creative Europe-program.

De seneste 16 år har organisationer og enkeltpersoner fra 39 lande indsendt i alt 2.883 ansøgninger til prisen. Siden 2002 har uafhængige ekspertjuryer udvalgt 485 prisvindende projekter fra 34 lande. Ligesom for antallet af ansøgninger ligger Spanien på førstepladsen med 64 vundne priser. Storbritannien ligger på andenpladsen med 60. Italien ligger på tredjepladsen (41 priser). I alt 102 Grand Prix-priser på 10.000 € er blevet uddelt til særlig fremragende kulturarvsprojekter, udvalgt blandt de prisvindende projekter.

“Jeg giver dette års “kulturarvsmestre”, som er blevet udvalgt som vindere af EU's Kulturarvspris / Europa Nostra-prisen, mine varmeste lykønskninger. Vi er dybt imponeret over de enestående færdigheder, kreativiteten, engagementet og gavmildheden, som så mange fagfolk inden for kulturarv, frivillige og fans fra hele Europa har udvist. De fortjener al mulig ros og yderligere støtte. Vores Prisvindere er det levende bevis på, at vores kulturarv er langt mere end erindringen om vores fortid; det er nøglen til at forstå vores nutid og en ressource for vores fremtid. Vi skal derfor bruge Det Europæiske Kulturarvsår til at anerkende værdien af vores fælles kulturarv for Europas fremtid!” udtalte Plácido Domingo, den berømte operasanger og Formand for Europa Nostra.

“Kulturarv i alle dens forskellige former er en af Europas mest værdifulde aktiver. Den bygger bro mellem mennesker og lokalsamfund samt mellem fortiden og fremtiden. Den er central for vores identitet som europæere og spiller også en vigtig rolle i at drive social og økonomisk udvikling fremad. Jeg ønsker vinderne af EU's Kulturarvspris/ Europa Nostra-prisen og deres team tillykke med deres enestående og innovative arbejde. Takket være deres talent og engagement er talrige europæiske kulturarvsskatte blevet sikret og restaureret. Og hvad der er nok så vigtigt, sætter deres arbejde mennesker fra alle miljøer i stand til at opdage, udforske og komme i forbindelse med vores rige kulturarv, i den ånd, der er kendetegnende for Det Europæiske Kulturarvsår, som vi fejrer i 2018,” sagde Tibor Navracsics, EU-kommissær for uddannelse, kultur, unge og sport.

Uafhængige ekspertjuryer gennemgik i alt 160 ansøgninger indsendt af organisationer og enkeltpersoner fra 31 lande i hele Europa og udvalgte vinderne.

Vinderne vil blive fejret ved overrækkelsesceremonien for de europæiske kulturarvspriser, hvor Tibor Navracsics og Plácido Domingo er værter om aftenen den 22. juni i Berlins kongrescentrum.  Under prisoverrækkelsen vil der blive uddelt syv hovedpriser (hver af vinderne modtager 10 000 EUR) samt publikumsprisen. Dr. Frank-Walter Steinmeier, præsidenten for Forbundsrepublikken Tyskland, vil deltage i ceremonien i sin egenskab af protektor for det europæiske år for kulturarv i Tyskland.

Poul Egedes missionshus, Ilimanaq, Grønland

Bestyrerboligen blev bygget i 1751 af den danske kristne missionær Poul Egede og var i brug indtil 1880. Herefter var huset frem til 1980’erne kun beboet i korte perioder. Pakhuset (bygget i 1777) blev brugt til sit oprindelige formål som butik og pakhus helt frem til 2012. Restaureringen af de to bygninger, som er nogle af de ældste konstruktioner af deres art i Grønland, er en del af et større partnerskab mellem Selvstyret i Grønland, Grønlands Nationalmuseum, Qaasuitsup Kommunia, World Of Greenland og Foreningen Realdanias ejendomsselskab, Realdania By & Byg.
 
Juryen fremhævede “den høje kvalitet hvormed bygningsundersøgelser og forundersøgelser er udført, såvel som det omhyggelige bevaringsarbejde, der er udført under svære klimatiske og geografiske forhold.”
 
Begge bygninger var kraftigt truet af forfald og havde akut brug for at blive restaureret, da Realdania By & Byg købte dem i 2013. På trods af et fremskredent forfald fremstod begge bygninger dog med en høj grad af integritet og autenticitet. De to bygninger er blevet restaureret og nye funktioner tilføjet, og deres unikke kvaliteter og atmosfære er bevaret gennem en nænsom tilgang og udførelse med bevaring af flest mulige originale materialer, som f.eks. tømmer, vinduer og døre, og detaljer, som f.eks. de originale loftslærreder lavet af skibssejl.
 
Bygningerne blev åbnet for offentligheden i juni 2017. Bestyrerboligen fungerer nu som restaurant og lounge. Pakhuset bliver brugt til konferencer og til en udstilling om restaureringen, det nærliggende UNESCO World Heritage-område Ilulissat Isfjord og det kommende Isfjordscenter i Ilulissat. I Pakhusbygningens butik er det også muligt at købe lokalt håndværk. Bygningen indeholder også kølerum, så lokale fiskere og jægere kan opbevare og sælge deres fangst og bytte.
 
De nye funktioner i bygningerne bidrager til at skabe en økonomisk bæredygtig fremtid for lokalsamfundet. Projektet bidrager til at sikre, at der også i fremtiden er grundlag for at opretholde den unikke grønlandske tradition for bygdeliv. Med brug af lokal arbejdskraft og håndværkere har projektet givet et løft af kompetencer indenfor restaureringsfeltet i Grønland. Juryen roste denne del af projektet og bemærkede dets “vigtige uddannelseskomponent.”
 
En bog, der fortæller om bygningernes historie, er blevet udgivet på dansk, engelsk og grønlandsk. Yderligere tiltag er blevet gjort for at udvikle offentlighedens forståelse for restaureringen med kulturarven som ressource og løftestang for en positiv samfundsudvikling.
 
Projektets positive resultater har inspireret andre bygder med tilsvarende muligheder til arbejde med at bevare kulturarven i deres områder. Juryen fremhævede dette aspekt og bemærkede, at “dette projekt understreger vigtigheden af den verdslige arkitektur og er et eksempel til efterfølgelse for andre lignende bygninger i Grønland og resten af Europa.”
 
Hvalfiskeri var meget udbredt i farvandene omkring Grønland i 1600- og 1700-tallet. Og i 1700-tallet blev bosættelsen ved Ilimanaq en velkendt handelsstation, hvor hvalfiskere mødtes med inuitterne for at handle med varer. Nu er bygden i Ilimanaq igen klar til at modtage besøgende fra hele Europa og hele verden.

Yderligere oplysninger

Om hvert vinderprojekt:
Informationer og juryens kommentarer

Fotos

Videoer

Om Poul Egedes missionshus:

Realdanias hjemmeside

Prisvindere i 2018

Kategori – Bevarelsesarbejde
St. Wenceslas Rotunda, Prag, TJEKKIET
Poul Egedes missionshus, Ilimanaq, Grønland, DANMARK
Dr. Barners sanatorium, Braunlage, TYSKLAND
Winzerberg: Terrasseret vinmark, Potsdam, TYSKLAND
Den byzantinske Hagia Kyriaki-kirke, Naxos, GRÆKENLAND
Collaborative Conservation of the Apse Mosaic of the Transfiguration in the Basilica at St. Catherine’s Monastery, Sinai, EGYPT/GREECE/ITALY
Den botaniske have i det nationale palads i Queluz, Sintra, PORTUGAL
Pavillonen ved Prince Miloš på Bukovička Spa, Aranđelovac, SERBIEN
Bač-fæstningen, Bač, SERBIEN
Facaden på Colegio de San Ildefonso, Alcalá de Henares, SPANIEN
Sorollas malerier fra Spanien, Valencia, SPANIEN

Kategori – Forskning
EPICO: Europæisk protokol for forebyggende bevarelsesarbejde, koordineret i Versailles, FRANKRIG
Tekstil fra Georgien, Tbilisi, GEORGIEN
CultLab3D: Automatiseret scanningsteknologi til 3D-digitalisering, Darmstadt, TYSKLAND
Forskning og katalogisering af statens kunstsamling, Beograd, SERBIEN
 
Kategori – Særlige præstationer
Wonders of Bulgaria-kampagnemedarbejdere, BULGARIEN
Stéphane Bern, FRANKRIG
Sammenslutningen af de internationale private komitéer til bevarelse af Venedig, ITALIEN
Hendrick de Keyser-sammenslutningen, NEDERLANDENE
Tone Sinding Steinsvik, NORGE
Private vandejere i Argual og Tazacorte, De Kanariske Øer, SPANIEN
 
Kategori – Pædagogiske tiltag og oplysningskampagner
Ief Postino: Belgien og Italien, forbundet gennem breve, BELGIEN
Kulturspring: Uddannelsesprogram, FINLAND
Det nationale institut for kulturarv: Undervisnings- og uddannelsesprogram for fagfolk inden for bevarelsesarbejde, FRANKRIG
Alka of Sinj-museet, KROATIEN
Rising from Destruction-kampagnen, koordineret i Rom, ITALIEN
Åbne monumenter, ITALIEN
GeoCraftNL: Minecraft kulturarvsprojekt ved GeoFort, NEDERLANDENE
Plečnik-huset, SLOVENIEN

Der gives også en Europa Nostra-pris til et enestående resultat inden for kulturarv i et europæisk land, der ikke deltager i EU's program Et Kreativt Europa.
Kategori – Bevarelsesarbejde
Zografyon Greek School, Istanbul, TYRKIET