Kvindelige karakterer i fokus til LUX Filmprisen 2018

'Styx', 'Woman at War' og 'The Other Side of Everything' er finalister til LUX Filmprisen 2018, der uddeles i Strasbourg d. 14. november.

LUX Filmprisen er en hyldest til europæisk film og kultur, hvor historien om Europa, vores fortid, nutid og fremtid, (re)præsenteres.

De tre nominerede til LUX Filmprisen 2018 er udvalgt blandt 10 kandidater, der blandt andre talte den svensk-danske Cannes-vinder 'Gräns' (Ali Abbasi) og den norske 'Utøya 22. juli' (Erik Poppe).

Filmene er i stil og genre vidt forskellige, men fælles står kvindelige hovedkarakterer, hvis virkelighed, færden og gøren er kommentarer til højaktuelle temaer og problemstillinger fra den virkelige verden.

'Styx' (Wolfgang Fischer, Tyskland/Østrig) er en kvindes odyssé på det åbne hav. Rieke er en stærk og succesfuld læge med en drøm om at sejle alene på Atlanterhavet. Her vil skæbnen at Rieke kommer en gruppe skibbrudne flygtninge til undsætning, og dette møde tvinger et spejl op foran den moderne vestlige kvinde, der konfronteres med sin eksistens' betydning i den store helhed.

'The Other side of Everything' (Mila Turajlic, Serbien/Frankrig/Qatar) er et dokumentarportræt af en kvinde, hvis personlige og fantastiske familiehistorie også er fortællingen om hendes land og Europa som helhed, fra en tumultuarisk politisk fortid til farerne ved nationalisme.

'Woman at War' (Benedikt Erlingsson, Island/Frankrig/Ukraine) fortæller en energisk feministisk saga om Halla, der erklærer krig imod den lokale aluminiumsindustri, for at beskytte den vilde og smukke islandske natur.

Dermed er det sikkert og vidst, at det igen i år bliver en stærk kvindefortælling, der løber med LUX Filmprisen. Vinderen af prisen i 2017 var Amanda Kernell's svensk-danske 'Sameblod', der er en barsk og rørende historie om mindretal og "de andres blik", og som måske nok foregår i 1930'ernes Sverige, men trækker uhyggelige tråde til nutidens Europa.

De tre film vil blive kernen for LUX Film Days 2018, hvor filmene vises i 28 europæiske lande, og i samarbejde med Creative Europe har Europas borgere mulighed for at se filmene ved særlige simultan-biografvisninger, hvor publikum ved disse events kan deltage i interaktive debatter med filmskaberne.

De danske event-visninger er endnu ikke programlagt, men forventes at ligge i januar 2019.