MEDIA-film i danske biografer: Oktober 2020

Action, erindring, krigsdrama og livets efterår er nogle af nøgleordene i viften af MEDIA-støttede film, der har premiere i de danske biografer denne måned.

TYSKTIME

Lige efter Anden Verdenskrig er den unge Siggi sendt på en anstalt for adfærdsvanskelige unge. I tysktimen skal han skrive et essay om "pligtens glæder", men han kan ikke få hul på opgaven. I stedet begynder han at skrive om sin opvækst i en nordtysk landsby ved den dansk-tyske grænse. Her var hans far politibetjenten der nøje overvågede den lokale kunstner Nansen (baseret på Emil Nolde), i forbindelse med nazisternes maleforbud.

Filmen er både et familiedrama og et storslået og humoristisk portræt af marsken og dens beboere under krigens vanvid.

'Tysktime' distribueres i Danmark med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 1. oktober


 

SANDHEDEN

I forbindelse med udgivelsen af sin selvbiografi får skuespillerinden Fabienne (Catherine Deneuve) besøg af sin datter Lumir (Juliette Binoche) og hendes familie fra New York, og så begynder skeletterne ellers at vælte ud af skabet. For det er ikke alt i Fabiennes selvbiografi, der stemmer overens med Lumir's barndomsminder.

Det er den japanske instruktør Hirokazu Koreeda's ('After Life', 'Nobody Knows', 'Shoplifters') første film uden for Japan.

Filmen distribueres i Europa med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 8. oktober


 

SHORTA

Hvad der helt nøjagtigt skete med 19-årige Talib Ben Hassi, mens han var i politiets varetægt, henstår i det uvisse. Men da meddelelsen om Talibs død kommer, er de to betjente, Jens og Mike, på rutinepatrulje i ghettoen Svalegården, og et utæmmeligt raseri hos ghettoens unge fører til oprør og et krav om hævn. Pludselig er de to betjente jaget vildt og må slås for deres liv for at komme ud.

'Shorta', der er instruktørparret Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid's spillefilmsdebut, havde verdenspremiere på Venedig-festivalen 2020, hvor den var udtaget til kritikerugen.

Toolbox Film modtog udviklingsstøtte til filmen fra MEDIA-delprogrammet i 2016.

Biografpremiere: 8. oktober


 

DEN SORTE JORD

I 1933 er den unge walisiske reporter Gareth Jones på alles læber, da han som en af de få får et interview med Adolf Hitler. Til sin næste artikel ønsker han at drage til Sovjetunionen for at undersøge, hvordan kommuniststaten er i stand til at gennemføre en så hurtig modernisering af landet og ditto oprustning af hæren. Målet er at lande et interview med Stalin, men rejsen bringer ham ulovligt til Ukraine, hvor han på mareridtsagtig vis, får svar på Sovjets fremgang. Som førstehåndsvidne oplever han, hvordan russiske soldater med vold lænser landet for dets værdier og efterlader sig millioner af sultende ukrainere. Samtidig er russerne på sporet af den chokerede journalist, og de vil gøre alt, hvad der står i deres magt for, at den forfærdelige sandhed ikke bliver spredt.

Det, som Gareth Jones afslørede, var så grusomt, at det inspirerede hans ven, forfatteren George Orwell, til at skrive ”Kammerat Napoleon” (”Animal Farm”, 1945).

Filmen distribueres i Danmark med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 22. oktober


 

I WALK

"Livet er et mysterium, en form for labyrint eller gåde, der skal løses. Denne film er mit testamente – en rejse, hvorpå jeg vil lære at forstå mit liv, de beslutninger jeg har taget, og hvilke konsekvenser de har haft. Den er min søgen efter kærlighed og tilgivelse, som måske bliver forgæves."

Filmkunstner, sportsjournalist og digter Jørgen Leth overlevede et jordskælv i Haiti, men han har ikke været i stand til at gå ordentligt siden. Filmen er en personlig dokumentar om at håndtere alderdommen, når sulten efter livet endnu ikke er stillet.

Danish Documentary modtog udviklingsstøtte til filmen fra MEDIA-delprogrammets ordning Slate Funding.

Biografpremiere: 22. oktober


 

MADKLUBBEN

Kirsten Olesen, Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad spiller de tre veninder Marie, Vanja og Berling, der har kendt hinanden lige siden skoletiden. De tre kvinder er i deres livs efterår og slås med hver deres: Marie bliver forladt af sin mand juleaften, Berling er den evige single, som fornægter alder og lever det søde liv, mens Vanja lever i minderne om sin afdøde mand.

Efter en turbulent tid hjemme i Danmark beslutter de at tage på madkursus til Syditalien. Rejsen bliver dog ikke helt den tur, de havde regnet med, og de hede sydlandske aftener byder på både flirt, jalousi og sandheder, der pludselig skal på bordet. Midt i virvaret opdager de tre dog, at livet har langt mere at byde på og at det aldrig er for sent.

Filmen distribueres i Europa med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 22. oktober


 

ERNA I KRIG

Året er 1918. Første verdenskrig hærger ude i Europa, og Tyskland er tvunget til at indkalde alle raske mænd og unge drenge til krigstjeneste. Heller ikke de dansksindede sønderjyder får lov at gå fri. Hjemme hos Erna i Bramstrup vækker det stor bekymring, da hendes godtroende søn, Kalle, bliver indkaldt til den tyske krigsmaskine. Trods Ernas forsøg på at få sønnen kasseret, indser hun snart, at hvis Kalle skal reddes fra den sikre død i skyttegraven, må hun selv følge med.

Nimbus modtog udviklingsstøtte til filmen fra MEDIA-delprogrammets ordning Slate Funding.

Biografpremiere: 29. oktober