Series Lab Brussels 2018

WORKSHOP. Creative Europe MEDIA inviterer teams af producere og forfattere til en 2,5-dages workshop i Bruxelles med fokus på udvikling af tv-dramaserier. Ansøgning om deltagelse foregår via de lokale MEDIA Deske.

Series Lab Brussels er en 2,5-dages workshop og koproduktions-event for teams bestående af en europæisk producer og manusforfatter som ønsker internationale samarbejdspartnere og feedback til deres tv-dramaserieprojekt.

Dette er den 3. udgave af Series Lab, der tidligere har fundet sted i Hamborg. Denne gang finder workshoppen sted i BOZAR (Center for Fine Arts) i Bruxelles under Are You Series?-festivalen til december.

Deltagere

Hvert team skal deltage med et tv-dramaserieprojekt der er under udvikling, har et minimum af finansieringen på plads og har tydeligt internationalt potentiale. Både producer og forfatter skal have dokumenteret erfaring med fiktion, og begge må forvente at skulle deltage i hele workshoppen.

Series Lab er et samarbejde mellem 14 MEDIA-deske fra 14 europæiske lande: Tyskland (Hamborg-regionen), Østrig, Spanien, Danmark, Finland, Frankrig, UK, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Sverige, Italien, Schweiz og Belgien.

Hver MEDIA Desk udvælger et projekt fra sit land - dog 2 projekter fra Tyskland og 6 fra Belgien - således at i alt 20 teams fra 14 lande deltager i workshoppen.

Workshoppen

Series Lab har et tre-delt fokus:

  • Storytelling & udvikling: Under workshoppen bliver de 20 udvalgte teams delt i 4 grupper, hver med en ekspert tilknyttet. Hvert projekt vil i deres respektive gruppe modtage 1,5 times feedback fra eksperten og de øvrige teams.
  • Finansiering & distribution: Hvert team har en-til-en møder med særligt inviterede finansiører fra de deltagende lande (tv-stationer, fonde og internationale distributører).
  • Koproduktion: I løbet af hele workshoppen lærer deltagerne samtlige projekter at kende og får mulighed for at snakke sammen om potentielle koproduktions- eller udviklingssamarbejder.

Program

Søn. d. 9. december: Ankomst og velkomstmiddag

Man. d. 10. december: Workshop dag 1

Tir. d. 11. december: Workshop dag 2

Ons. d. 12. december: Morgen: En-til-en møder med finansiører. Eftermiddag: Åben session med case studies og masterclasses (frivilligt for Series Lab-deltagerne)

Pris

Der skal ikke betales deltagerfee til Series Lab Brussels. Ophold og forplejning betales af organisatorerne, men deltagere skal selv dække rejseomkostninger.

Datoer og deadlines

  • Ansøgningsdeadline: 24. september 2018
  • Svar til ansøgere: 8. oktober 2018
  • Series Lab Brussels: 9.-12. december 2018
  • Are You Series? festival, BOZAR, Bruxelles: 11.-16. december 2018

Danske ansøgere

MEDIA Desk Danmark

Katrine Danielle Bjaarnø
Project Officer, Creative Europe Desk Denmark MEDIA
Tlf. +45 3374 3442
katrineb@dfi.dk

Vi opfordrer alle danske interesserede og kvalificerede teams af producere og manusforfattere til at ansøge.

Download og udfyld ansøgningsskemaet og indsend det til Creative Europe MEDIA Desk Danmark senest d. 24. september 2018.

Læs også Cineuropas artikel om Series Lab Hamburg 2017.