LUX-filmprisen – film og producerbesøg

EUROPÆISKE FILMDAGE. To af de tre finalister i kampen om Europa-Parlamentets filmpris, LUX-filmprisen 2016, vises over to aftener i Cinemateket fra 11-12. januar 2017. Der er fri entré og reception efter begge visninger.

Europæiske Filmdage løber af stablen 11-12. januar. Prisen har til formål at støtte europæisk film og kultur samt at fremme debatten omeuropæiske værdier. I samarbejde med Europa-Parlamentet i Danmark og Creative Europe Desk Danmark har Cinemateket de seneste år præsenteret de nye europæiske film, som filmeksperter har udpeget til finalen.

De to finalefilm "As I Open My Eyes" og "Mit liv som squash" vises gratis med en kort introduktion og en efterfølgende reception, hvor publikum bydes på et glas. Desuden vil produceren bag stop-motion filmen "Mit liv som squash", Armelle Glorennec, være tilstede under visningen af filmen og deltage i en efterfølgende Q&A.

Om LUX Film Prize

Europa-Parlamentets filmpris, LUX-prisen, blev første gang uddelt i 2007 med det formål at facilitere filmdistribution på tværs af EU samt at fremme den offentlige debat om europæiske værdier og fordre europæisk integration på tværs af grænser med filmen som medium.

Tidligere vindere af LUX Film Prize:

"Mustang" (Deniz Gamze Ergüven, 2015)

"IDA" (Pawel Pawlikowski, 2014)

"The Broken Circle Breakdown" (Felix van Groeningen, 2013)

"Io sono Li" (Andrea Segre, 2012)


"Les Neiges du Kilimandjaro" (Robert Guédiguian, 2011)


"Die Fremde" (Feo Aladag, 2010)


"Welcome" (Philippe Lioret, 2009)


"Le silence de Lorna" (Jean-Pierre and Luc Dardenne, 2008)


"Auf der anderen Seite" (Fatih Akin, 2007)

Den sidste af årets tre finalistfilm, "Min far Toni Erdmann", havde premiere 1. december og går allerede i de danske biografer.

NB: Der er en god chance for uafhentede billetter på dagen.

Læs mere om Europæiske Filmdage og reservér billetter

Program

Onsdag 11. januar, kl. 19:15
"As I Open My Eyes"
Originaltitel: "À peine j'ouvre les yeux"
Instruktør: Leyla Bouzid
Frankrig, Tunesien, Belgien og De Forenede Arabiske Emirater

I den fransk-tunesiske film "As I Open My Eyes" følger vi den 18-årige pige Farah, der har talent for at synge og finder et frirum ved at øve og optræde med sit band. Hendes mor er dog nervøs for hendes løsslupne liv med koncerter i barer og hendes tætte omgang med bandets mænd, især Bohrène, som Farah er vild med. Politiet holder desuden et vågent øje med bandet pga. deres sangteksters samfundskritiske indhold. Farahs far arbejder langt borte og har ikke meget fornemmelse af sin datters liv. Moren ønsker, at Farah med sit gode hoved skal begynde at læse medicin, men Farah har sine egen drømme.

Den tunesiske instruktør Leyla Bouzid har taget sin filmuddannelse i Paris. Hun giver i sin spillefilmdebut stemme til en ung arabisk kvinde, der ønsker at tage kontrollen over sit eget liv i et samfund med konservative kønsroller og politiske spændinger i tiden omkring Det Arabiske Forår. En film fuld af musik og længsel.
Medvirkende: Baya Medhaffer, Ghalia Benali, Montassar Ayari, Lassaad Jamoussi 

Torsdag 12. januar, kl. 16:45
"Mit liv som squash" - besøg af filmens producer
Originaltitel: "Ma vie de Courgette"
Instruktør: Claude Barras

Schweiz og Frankrig

"Mit liv som squash" er en gribende stop-motion film, der fortæller den på én gang hjerteskærende og hjertevarme historie om drengen Squash, der mister sin mor og derfor sendes på børnehjem. Her møder han en gruppe børn, der alle har haft en hård opvækst. Men da de alle er i samme båd, knytter de hurtigt tætte bånd og lærer lidt efter lidt at holde af stedet. Den rørende animationsfilm har vundet publikumspriser på festivaler i både Annecy, Melbourne, Warszawa og San Sebastián. Filmen anbefales til børn over 10 år – samt voksne.
Medvirkende: Stemmer: Gaspard Schlatter, Sixtine Murat, Paulin Jaccoud, Michel Vuillermoz 

 
LuxPrice2015