Nyt call – støtte til internationale koproduktionsfonde

MEDIA CALL EACEA 24/2016. Europa-Kommissionen har offentliggjort den kommende ansøgningsfrist for støtte til internationale koproduktionsfonde – fristen er 28. februar 2017.

Denne støtteordning har til formål at fremme europæiske og internationale koproduktioner og styrke den internationale distribution af disse produktioner. 

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er 28. februar 2017, kl. 12:00

Støttede aktiviteter skal påbegyndes 1. september 2017 og afsluttes senest 31. december 2019 – aktiviteten kan maksimalt vare 28 måneder. 

Støtteberettigede ansøgere

Ansøger skal være en koproduktionsfond hvis hovedaktivitet består i at støtte internationale koproduktioner og at styrke cirkulationen af disse produktioner.

Den ansøgende koproduktionsfond skal være etableret i et af de europæiske lande, som deltager i MEDIA-delprogrammet og have eksisteret i mindst 12 måneder.

Krav til projekter

Det kræves, at koproduktionsfonden yder støtte til aktiviteter, som opfylder følgende kriterier:

  • Produktion af film (fiktion/animation/dokumentar) af en varighed på minimum 60 min., som er produceret med henblik på biografdistribution. 
  • Implementering af en konkret distributionsstrategi, der sigter mod bedre udbredelse af de støttede produktioner. Filmene bør distribueres i mindst tre territorier, hvoraf mindst ét af disse deltager i Media-delprogrammet og mindst ét er et tredjeland.

Der stilles endvidere en række krav til de projekter, som støttes af den pågældende koproduktionsfond – læs mere i retningslinjerne pkt. 6.2. (side 7).

Støttebeløb

Det samlede budget for Creative Europe's støtte til internationale koproduktionsfonde i 2017 er 1,5 millioner EUR. 

Tilskuddet fra Creative Europe kan ikke overstige 80% af det enkelte projekts samlede budget. Et godkendt projekt kan dog maksimalt støttes med 400.000 EUR. 

Hvordan bedømmes ansøgningerne?

Godkendte ansøgninger bliver evalueret baseret på et pointsystem og ansøgningerne bliver rangeret efter det samlede pointantal. Ansøgerne med de højeste antal point modtager støtte inden for budgetrammerne. Pointsystemet er nærmere beskrevet i retningslinjernes pkt. 9.

Hvordan søger man?

Alle ansøgere skal registrere sig i Participant Portal, hvorefter man modtager en PIC-kode (Participant Indentification Code) som skal bruges i den elektroniske ansøgning. Profilen kan opdateres og bruges ved fremtidige ansøgninger. 

Ansøgningen sker via en elektronisk ansøgningsformular (E-form). Det er muligt at vedhæfte dokumentation, budgetter m.m. og ansøgningen skal være afsendt senest kl. 12.00 på ansøgningsdatoen. 

Vejledning til ansøgning 

Vi anbefaler, at man læser de detaljerede retningslinjer for støtte til internationale koproduktionsfonde i deres helhed. Retningslinjerne, ansøgningsskemaer, vejledninger m.m. findes på EU-Kommisionens hjemmeside samt i højrespalten. 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker hjælp og vejledning med din ansøgning, er du altid velkommen til at kontakte os: Ene Katrine Rasmussen, ener@dfi.dk og Maiken Høj, maikenh@dfi.dk

Ved spørgsmål vedrørende ansøgningsprocessen for dette call kontakt da: EACEA-MEDIA-COPROD-FUNDS@ec.europa.eu

Skulle der opstå tekniske problemer i ansøgningsprocessen, kan spørgsmål rettes direkte til:

Help Desk, Europa-Kommissionen
E-mail: eacea-helpdesk@ec.europa.eu
Telefon: +32 2 299 0705

Tags: