Seminar om talentudvikling og New Danish Screen


Torsdag den 28. september 14.00-16.00 i Bio Carl, Cinemateket, Gothersgade 55Hvordan spotter man et talent, og hvad kan man som talent gøre for at blive spottet?Copenhagen International Film Festival stiller ved et seminar torsdag om talentudvikling skarpt på de muligheder, uprøvede talenter har for at komme til at lave film på professionelt niveau.
Panelet består af: Ib Tardini, Vinca Wiedemann, Christian E. Christiansen, Louise Vesth og Heidi Maria Faisst.
Produceren Ib Tardini har blandt meget andet stået bag Per Flys og Annette K. Olesens spillefilmsdebuter, men han har også lavet projekter med en række andre nye talenter og har produceret to film med støtte fra New Danish Screen.
Vinca Wiedemann er kunstnerisk leder af New Danish Screen med ansvar for at udvælge og udvikle film under støtteordningen.
Festivalens seminar vil fremhæve to meget forskellige nye film. Den ene er produceret uden støtte, den anden med. Christian E. Christiansens "Råzone" fik afslag på støtte, men filmen blev alligevel produceret (af Louise Vesth), og den blev oven i købet en kommerciel succes tidligere på sommeren. Heidi Maria Faisst instruerede "Liv" med støtte fra New Danish Screen, en kreativ proces som hun vil fortælle om på seminaret. "Liv" har netop vundet SF Nordisk Talentpris 2006 ved Nordisk Panorama, og den blev tidligere på sommeren vist på filmfestivalen i Karlovy Vary.
Eva Novrup Redvall, der er filmkritiker og medlem af festivalens programråd, er moderator på seminaret. Vind 'Avid Xpress Pro Editing Software'I forbindelse med festivalens seminar udloder Avid én kopi af `Avid Xpress Pro Editing Software' (værdi: 11.799 DKK) til én heldig deltager, samt demonstrer produktet ved den efterfølgende reception i Cinemateket med gratis øl, vin, vand og snacks.
Billetpris: 70 kr.Tilmelding via Cinematekets billetbestilling, 3374 3412