SERIE JAM 2012

Vil du sætte dit præg på, hvordan serier til tv og andre platforme skal se ud i de kommende år og har du mod på at kaste dig ud i nye koncepttyper, så er SERIE JAM 2012 noget for dig!

Hvordan ser seriel fiktion ud om 5 år? Hvad får seere til at holde fast i en serie? Hvordan fungerer serier på andre platforme end tv? Er du klar til at udtænke koncepter og skabe karakterer til fremtidens serier?

SERIE JAM 2012 er et intensivt 'hands-on' forløb, hvor der vil blive genereret en overflod af serie-ideer. De bedste ideer bliver videreudviklet i grupper med professionel sparring og pitchet til sidst på workshoppen. Workshoppen vil blive suppleret af oplæg om, hvad der rører sig på den internationale seriescene, og hvad fremtidens serier kunne handle om.

Målet for SERIE JAM 2012 er både at udvikle en række originale seriekoncepter med potentiale for realisering på tv, web, mobil eller anden platform og at skabe nye kontakter mellem aktører i film-, tv og netbrancherne gennem konkrete udviklingsopgaver.

Hvornår og hvor

SERIE JAM afholdes onsdag den 14. marts – lørdag den 17. marts 2012 på Vallekilde Højskole.

Hvem kan tilmelde sig

For at deltage skal du arbejde professionelt inden for tv, film, web eller med en anden form for narrativ visuel fortælling. Din baggrund kan være som manuskriptforfatter, instruktør, producer, konceptudvikler eller lignende. Du behøver ikke at være fra tv-branchen, men skal være mere end almindeligt interesseret i at gøre dig gældende i serie-produktion.

Tilmelding

Hvis du er interesseret i at deltage i SERIE JAM 2012, skal du sende en kort motivation for at deltage (max. 1 side) sammen med dit cv. Send det til projektkoordinator Mathilde Rosendahl Philipsen på mathilderp@dfi.dk.

Der er tilmeldingsfrist til SERIE JAM 2012 fredag den 24. februar 2012. Da der er begrænset deltagerantal, vil deltagere blive valgt ud fra motivation og baggrund, så der kommer en god fordeling af faggrupper og interesser.

Prisen for deltagelse er kr. 600,- inkl. moms pr. person. (inkl. tre overnatninger på dobbeltværelse og fuld forplejning). Ønsker du enkeltværelse, koster det 900 kr. at deltage.

Hvis du har spørgsmål om SERIE JAM, kan du kontakte projektkoordinator Mathilde Rosendahl Philipsen på mathilderp@dfi.dk

Programmet for SERIE JAM bliver løbende opdateret


SERIE JAM støttes af DFI, TV2 og Den Danske Filmskoles Efteruddannelse.