Talentdate

Filmby Århus og New Danish Screen inviterer den 12. december til en omgang talentdating – denne gang med fokus på at styrke samarbejdet mellem instruktører, producere og forfattere.

Talentdaten sætter fokus på idehavere. Har du en ide til en film, serie eller crossmedia-projekt, det være sig kort eller langt, fiktion eller dokumentar, men mangler manuskriptforfatter, instruktør og eller producer, så er denne talentdate måske noget for dig.

Hvis du er du instruktør, men savner et hold, finanser og udfordrende sparring. Hvis du er producer, der mener at ha’ kigget under alle sten i din spejden efter nyt talent. Hvis du er forfatter, der endnu ikke har mødt de rette til at hjælpe med at fortælle dine historier – så søg.

Målet med arrangementet er, at idéer styrkes og dynamiske samarbejder opstår, men talentdatingen er også en arena for erfaringsudveksling, hvor du kan inspirere andre og selv blive klogere på, hvordan dine kolleger griber tingene an.

Arrangementets form

Dagen starter med en præsentation fra Carsten Holst om Filmbyen og dernæst fra New Danish Screen om samarbejder og talentstøtteordningen. Dernæst vil alle få mulighed for at høre og se, hvem du er, og så går speeddatingen i gang. Her vil deltagerne mødes 1:1 og præsentere projekter og deres behov for hinanden. Hver deltager møder mindst tre andre deltagere i hver 20 minutter.

Arrangørerne vil inden arrangementet have valgt, hvem der møder hinanden. Dem man ikke får lejlighed til at møde ved speeddatingen, har man mulighed for at tale med efterfølgende over en forfriskning.

På dagen løftes sløret for mulighederne for, hvordan Filmby Århus og New Danish Screen kan hjælpe jer videre i jeres nye samarbejder på længere sigt.

Hvem kan søge om at komme med?

Denne date er for instruktører, producere og forfattere af alle genrer. Filmproduktion skal være din hovedbeskæftigelse og have færdigproducerede værker på dit CV for at komme i betragtning. Du må ikke have færdige spillefilm på CV’et.

Ansøgning

Du skal indsende en kort beskrivelse (max ½ side) af dit projekt, ide, intention, og skrive to linjer om hvad du leder efter og hvilket talent du eftersøger. Derudover skal du vedhæfte dit CV, indeholdende links til dine tidligere film. Deadline for tilmelding er torsdag den 7. november kl. 12, og materialet skal sendes til e-mail: nds@dfi.dk.

Da der er max. 30 pladser til arrangementet, vil deltagere blive valgt ud fra ekspertise, så der kommer nogenlunde lige fordeling af faggrupperne og til at opfylde alles ønsker. Filmby Århus og New Danish Screen giver dig besked om deltagelse senest to uger før arrangementet finder sted. Deltagelse er åben for alle, og det er intet krav at man er man er bosat i Jylland.

Tid & sted

Arrangementet er torsdag den 12. december kl. 13-16 i Studie 2 i Filmby Århus, og derefter byder vi på et glas. Hvis du skal rejse mere end 50 km for at deltage, tilbyder Filmby Århus og New Danish Screen kompensation.