Weekenden i biografen uge 13

BILLETSALG. Fjerde kapitel af 'John Wick' indtog førstepladsen på weekendens top-10 og 'Kysset' rundede 200.000 billetter i en stille biografweekend, hvor der også blev spillet fodboldlandskamp.

Vi har efterhånden vænnet os til at se danske film øverst i biografernes hitlister, men det ændrede sig en smule i denne weekend, da to nye amerikanske film rykkede frem i stedet. 

Weekendens mest populære film var den fjerde i serien om lejemorderen ’John Wick’, som blev set af knap 30.000. Filmene i serien har oplevet støt stigende popularitet siden den første havde premiere tilbage i 2014, hvilket især er drevet af streaming og digital køb/leje. Faktisk er publikums opbakning nu så stor, at den nye film i sin premiereweekend har solgt det dobbelte af den første films totale billetsalg og tilsvarende det totale billetsalg på film nummer 2.

Weekendens næstmest sete film var den nyeste i Biografklub Danmark programmet, nemlig Steven Spielbergs delvist selvbiografiske film ’The Fabelmans’, der for nyligt var nomineret til hele 7 Oscars dog uden at vinde nogen. Henover weekenden valgte godt 14.000 at se filmen.

Det blev ellers generelt en af de mere stille weekender i biografen, ikke mindst grundet landskampen søndag eftermiddag, der trak op imod en million seere. Men på trods af dette klarede de danske biograffilm sig også pænt og ligger fortsat solidt på toplisten. Desuden kan vi kippe med flaget for Bille Augusts ’Kysset’, der rundede 200.000 billetter i weekenden.

Og der var faktisk mere dansk på tapetet i weekenden, hvor hele to nye danske film havde premiere: Den prisvindende dokumentar ’Apolonia, Apolonia’, der blev modtaget strålende af både anmeldere og publikum, og ’Superposition’, der havde en begrænset premiere i 24 biografer. Se specifikke tal på alle de danske film i biografen.

Om weekenden i biografen

Hver uge nærstuderer Filminstituttets analysekonsulent Martin Kofoed Hansen weekendens billetsalg i biograferne med fokus på de danske film.

En uge i biograftal-terminologi løber fra torsdag til den efterfølgende onsdag. Weekendens tal indeholder derfor billetsalg fra torsdag til søndag.