Vsevolod Pudovkins første spillefilm skulle også blive hans mest udødelige, og den blev gjort til skoleeksempel i den russiske filmsektor.
En ældre kvinde (spillet af den vidunderligt…
Vsevolod Pudovkins første spillefilm skulle også blive hans mest udødelige, og den blev gjort til skoleeksempel i den russiske filmsektor.
En ældre kvinde (spillet af den vidunderligt udtryksfulde Vera Baranovskaya) er uforvarende skyld i, at hendes revolutionære søn bliver smidt i fængsel. Hun melder sig selv under de røde faner for at gøre skaden god igen, og det lykkes at hjælpe sønnen på flugt.
Klimakset er en uforglemmelig montage af en determineret revolutionsmarch krydsklippet med en tilfrosset flod, der pludselig krakelerer og sender vores helt ud på en hæsblæsende odyssé på en isflage. Underforstået: Historiens ustoppelige strøm fører mod frihed og retfærdighed.
Pudovkins krydsklipnings-teknikker i 'Moderen' er i dag en del af den almene fortællegrammatik, men ved premieren blev de anset for banebrydende.
Medvirkende: Vera Baranovskaya, Nikolai Batalov, Ivan Koval-Samborsky
Original titel: Mat
Instruktør: Vsevolod Pudovkin
Rusland, 1926
35mm, 81 min.
Danske mellemtekster
Tilladt for børn over 15 år