Den tjekkiske kultfilm ’Valerie og miraklernes uge’ fra 1970 (løst baseret på Vítezslav Nezvals roman af samme navn, 1935) blander vampyrfilm, lokal folklore, Fellini-Dreyer-Bergman-inspiration,…
Den tjekkiske kultfilm ’Valerie og miraklernes uge’ fra 1970 (løst baseret på Vítezslav Nezvals roman af samme navn, 1935) blander vampyrfilm, lokal folklore, Fellini-Dreyer-Bergman-inspiration, eventyr i bedste brødrene Grimm-stil m.m. i en billedfabel, som gennemstråles af en helt særlig kraft. Scenografi, kameraarbejde og musik går op i en højere enhed i fortællingen om en ung piges overgang fra barn til voksen. Plottet er lige så løst som billederne og tonerne er forlokkende, og tilsammen danner de en: ”umådelig smuk og yderst ubegribelig … symbolladet fabel eller en surrealistisk drøm, der ikke lader sig anbringe på en logisk formel”, som Berlingske Tidende skrev det ved filmens danske premiere i 1978.
’Valerie og miraklernes uge’ er et fornemt eksempel på de filmsproglige eksperimenter, som kendetegnede den tjekkiske nybølge i 1960-70’erne men som ikke altid faldt i god jord hos censuren. Filmen var forbudt i sit hjemland frem til Jerntæppets fald i 1989, og flere kritikere har da også peget på dens indbyggede, allegoriske anfægtelse af den totalitarisme, som prægede samtidens kommunistiske Europa. Samtidig er den kræs for alle, der interesserer sig for psykoanalyse og sindets kroge og afkroge. En film, der bare skal opleves på stort lærred – og ved denne særlige lejlighed oven i købet i en original dansktekstet 35mm-kopi.
Medvirkende: Jaroslava Schallerová, Helena An˛zová, Petr Kopriva
Original titel: Valerie a týden divu
Instruktør: Jaromil Jires
Tjekkiske Republik, 1970
35mm, 85 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år