Den amerikanske singer-songwriter Tom Waits’ oeuvre falder i to dele: Sange præget af jazz og evergreenstemning med klaveret som hovedinstrument, forfattere som Charles Bukowski og Raymond Chandler…
Den amerikanske singer-songwriter Tom Waits’ oeuvre falder i to dele: Sange præget af jazz og evergreenstemning med klaveret som hovedinstrument, forfattere som Charles Bukowski og Raymond Chandler som rodnet og beatgenerationens optagethed af Amerikas outsidere – alt sammen i 1970’erne. I 80’erne skifter Waits spor og fremdyrker et mere ekspressivt skramlende formsprog bl.a. inspireret af Captain Beefheart og den karnevalistiske tradition. Det er ikke Tom Waits som den fordrukne poetiske 70’er-’lounge lizard’, man oplever i Chris Blums klassiker ’Big Time’. Derimod en vild, charmerende desperado på slap line. Filmen lever om nogen op til sin titel! Mellem en række højintense koncertklip optræder hovedpersonen som både lysmand og komiker i syrede, dramatiserede forløb, der spiller med og mod udladningerne fra scenen. Vi snakker ‘Frank’s Wild Years’ og ‘Rain Dogs’-style hér.
Medvirkende: Tom Waits, Michael L. Blair, Ralph Carney, Greg Cohen, Marc Ribot, Willie Schwarz
Instruktør: Chris Blum
USA, 1988
35mm, 87 min.
Svenske undertekster
Tilladt for alle