How to Blow Up a Pipeline

Daniel Goldhaber, 2022
Oversvømmelser, tørker og hedebølger. Storme og skovbrande. De seneste år er naturkatastroferne taget til i et sådant omfang, at der næppe kan være nogen tvivl om klimaforandringernes meget reelle…
Oversvømmelser, tørker og hedebølger. Storme og skovbrande. De seneste år er naturkatastroferne taget til i et sådant omfang, at der næppe kan være nogen tvivl om klimaforandringernes meget reelle påvirkning af vores samfund. Samtidig stiger frustrationen i dele af befolkningen over de politiske beslutningstageres tilsyneladende manglende villighed til at tage fat om roden ved problemet.

Er tiden i virkeligheden inde til storstilet sabotage i klimakampens navn? Det er spørgsmålet, som Daniel Goldhaber stiller i sin seneste film, ’How to Blow Up a Pipeline’, inspireret af den svenske forsker Andreas Malms kontroversielle politiske manifest af samme navn.

Vi følger en gruppe unge økoaktivister fra hele USA, der beslutter sig for at sprænge en rørledning langt ude på landet i Texas i luften for på den måde måske at trænge igennem til de magthavere, der hidtil har siddet deres nødråb overhørig. Goldhaber, der både har blik for dynamikken i den sammensatte gruppe og de individuelle skæbner, iscenesætter aktionen som en vaskeægte ’heist’ à la ’Ocean’s Eleven’: Præcist, tålmodigt og neglebidende spændende.

”Det er ligegyldigt, om de handlinger, som figurerne i filmen foretager sig, er ’rigtige’ eller ’forkerte’. De forstås her som den eneste pragmatiske måde for figurerne at opnå nogen form for levedygtig fremtid i en verden, der er styret af korrupte institutioner, som er opsatte på at ødelægge kloden for egen vindings skyld,” skrev Slant Magazine.

Medvirkende: Ariela Barer, Kristine Froseth, Lukas Gage, Forrest Goodluck
Instruktør: Daniel Goldhaber
USA, 2022
DCP, 103 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

Se mere

Film i serien – Docs & Talks 2023

Se alle