Cinemateket

Indenfor kameraløs, strukturalistisk film er Peter Kubelkas ‘Arnulf Rainer’ (1960) nok det mest berømte eksempel. Den består også af kun hvide og sorte billedrammer. Det vil sige, at tilskueren sidder i mørke, som afløses af hvide glimt – der i øvrigt forbliver i nogle sekunder på nethinden som efterbillede – eller kortere passager af hvidt lærred. Der er altså tale om en totalreduktion af filmbilledet til mørke og lys, og ligeledes af lydsiden til stilhed og lyd, i Arnulf Rainer såkaldt hvid støj.

Dette er efter Kubelkas mening filmmediets fire grundelementer, hvortil kommer den enkelte billedramme. “Første princip i al filmæstetik er, at ‘film er bevægelse’. Gennem mit arbejde indså jeg, at film ikke er bevægelse, fordi intet nogensinde bevæger sig på lærredet. En film er projektion af stillbilleder,” skrev han i Cinema no. 9, 1970.

Arnulf Rainers strukturering bygger på nogle af tolvtonemusikkens præmisser. Kubelka talte selv om ‘metrisk film’, hvor rækkefølgen af de hvide og sorte billeder er klippet efter talrækker. Instruktør: Peter Kubelka
Østrig, 1960
35mm, 7 min.
Uden dialog
Tilladt for alle