Da sangen ’Good Vibrations’ med The Beach Boys i december 1966 nåede hitlisternes førsteplads i USA, virkede gruppen urørlig. Ikke nok med at den havde overlevet the British Invasion, anført af The…
Da sangen ’Good Vibrations’ med The Beach Boys i december 1966 nåede hitlisternes førsteplads i USA, virkede gruppen urørlig. Ikke nok med at den havde overlevet the British Invasion, anført af The Beatles – gruppens komponist, Brian Wilson, var på niveau med Lennon-McCartney, og The Beach Boys matchede både musikalsk og kommercielt Beatles. På nogle områder var Wilson mere avanceret, hvad han samme år beviste med mesterværket ’Pet Sounds’. Beatles svarede igen med ’Revolver’, og ’Good Vibrations’ var det første skridt mod Wilsons magnus opus, ’Smile’, der skulle komme i foråret 1967.
Men filmen knækkede for den mentalt skrøbelige Wilson, og han færdiggjorde ikke projektet, der udsendtes i en charmerende, men amputeret form som ’Smiley Smile’ i september 1967. De efterfølgende årtier voksede myten om ’Smile’, indtil Wilson i 2004 præsenterede en nyindspillet version af værket. Men først i 2011 udsendtes det som ’SMiLE’ (aka ’The Smile Sessions’) med de oprindelige The Beach Boys’ vokaler og ditto musik. Det stod da klart, at var pladen blevet udsendt som planlagt, ville den have ændret rockens retning, for den unikke musik derpå lyder ikke som noget andet, hverken dengang eller nu.
Instruktør: Brian Wilson
USA, 1967
Kendes ikke, 48 min.
Engelsk sang
Tilladt for alle