Outlaw-countrymusikeren Blaze Foley (1949-89) var en ægte Texas-legende. Hans korte liv var gennemsyret af en mystik og frihed, de fleste drømmer om. Foley var helt igennem selvlært. Han var talentfuld som få og hans sange fulde af eksistentielle overvejelser, besyngelser af kærligheden og beske samfundskommentarer, udtrykt i et simpelt, gribende musikalsk sprog. Han opnåede aldrig berømmelse mens han levede, men er blevet fortolket af stjerner som Merle Haggard, Willie Nelson, John Prine, Lyle Lovett, Nancy Griffith og The Avett Brothers – som alle har bidraget til at holde fortællingen om ham i live.
Foley var druk-buddy med en anden navnkundig Texas-musiker, Townes Van Zandt, boede store dele af sit liv i en træhytte midt inde i en skov, og blev skudt, da han forsvarede en ven – kun for at blive kylet ud af kirken under sin egen begravelse. ’Duct Tape Messiah’ fortæller hele historien om hans på en gang fascinerede og tragiske skæbne, hans utilpassethed ift. musikbranchen og genopdagelsen af numre som ’If I Could Only Fly’, ’Clay Pigeons’, ’My Reasons Why’ og ’Election Day’ – numre, der i dag omsider har sikret ham en plads i countrymusikkens Pantheon.
Filmen blev til over en periode på 12 år, og researchen involverede mere end 130 personer. Du får både detaljer om hans slidte støvler, som nødtørftigt blev lappet sammen med gaffatape, Merle Haggard i fortællehumør, et væld af liveoptagelser og snurrige animationer, der vækker en række af Foleys skøre indfald til live.
Medvirkende: Blaze Foley, Sybil Rosen, Gurf Morlix, John Casner, Mandy Mercier, George Ensle
Instruktør: Kevin Triplett
USA, 2011
DCP, 80 min.
Engelsk dialog
Tilladt for alle