Fra forfatteren Thorkild Hansen kender mange den højdramatiske fortælling om den kongeligt finansierede ekspedition, der i 1761 drog fra København med det nærmest ubeskrevne Yemen som mål.
Det er en fortælling om store egoer og internt had, arsenik og aha-oplevelser, malaria, hypersansende og ivrigt registrerende videnskabsfolk, tragisk ironi, dyrekøbte erkendelser – og død. Det er også en historie med en uvant triumfator: Den beskedne landmåler Carsten Niebuhr, der måske især overlevede ved at tilpasse sig kulturelt.
Mindre kendt, men ikke mindre vigtig, er den samling af kulturhistoriske genstande, herunder ægyptiske mumier, nærorientalske segl, arabiske bedesten og kufiske mønter, som ekspeditionen også hjembragte. En unik videnskabelig dokumentation og samtidig et spejl for de rejsendes interesse for det eksotiske.
Hvad nytte har vi reelt haft af ekspeditionens proces og resultater? Kan vi lære endnu mere? Og hvad er det, der måske bør føjes til Thorkild Hansens udlægning?
Denne aften vil seniorforsker ved Nationalmuseet Anne Haslund Hansen folde historien ud i ord og billeder – bl.a. de enestående samlinger af planter, dyr og manuskripter fra rejsen, der er bevaret – og tilføjet et kritisk nutidsblik.
Anne Haslund Hansen er ph.d. i ægyptologi og har bl.a. skrevet bogen ‘Niebuhrs Museum‘ med smukke fotografier af Torben Eskerod.
Anne Haslund Hansen forsker i og formidler til dagligt viden om oldtidskulturerne ved Middelhavet og besvarer spørgsmål om genstande og arkiver i Nationalmuseets Antiksamling. Hendes særlige forskningsområder er Ægyptens materielle kultur, fagdisciplinernes historie, museums-og indsamlingshistorie, videnskabelige ekspeditioner og rejser til Middelhavet. Hun har blandt andet skrevet flere bøger om Den Arabiske Rejse 1761-67.
Foredraget varer ca. 60 minutter inkl. tid til spørgsmål fra salen. Det foregår på dansk.
Medvirkende: Anne Haslund Hansen
Instruktør: Ingen instruktør (dette er ikke en filmvisning)
Danmark, 2023
Kendes ikke, 60 min.
Dansk tale
Tilladt for alle