'Searching', publikumsvinder fra Sundance, er ikke bare årets mest
opfindsomme thriller. Det er også en af de bedste. Davids 16-årige
datter er forsvundet, og da politiets efterforskning ikke rigtig
rykker, hacker den fortvivlede far sig ind i hendes MacBook for at
finde spor. Og herfra tager historien så ellers både form og fart. Med
David foran computeren, fortæller den debuterende instruktør Aneesh
Chaganty næsten udelukkende gennem alle de skærme, der omgiver os:
Laptops, mobiler, tv og overvågningskameraer. Men fremfor at låse
filmen i et statisk formeksperiment, giver det den en forfriskende
dynamik. 'Searching' er moderne, opfindsom og forrygende spændende,
med et effektivt plot, der aldrig taber sin substans i jagten på
digitale fodspor.
USA, 2018
DCP,
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år