Cinemateket april-maj 2018

April/maj-programmet er på gaden og byder på en stor filmserie, der tager udgangspunkt i maj 68 - for 50 år siden - og den store indflydelse, som disse begivenhederne har haft på filmkunsten. Oplev også en række af instruktøren Wes Andersons unikke film i anledning af premieren på hans seneste udspil ’Isle of Dogs’. Med serien ’Agnès Varda – filmkunstens bedstemor vandrer endnu’ følger Cinemateket i hælene på Varda og præsenterer syv af instruktørens film og desuden hendes seneste - ’Faces Places’ - som Månedens Dokumentar. Herudover præsenterer vi 10 andre filmserier med introduktioner, diskussioner, musik og fest – samt mere end 30 særarrangementer.

Filmserier og festivaler

Wes Anderson – Orden i en verden af kaos
Velkommen til Wesworld. En idiosynkratisk og hyper-stiliseret verden befolket af rodløse outsidere med ondt i (familie)livet - skabt af en af den moderne filmkunsts mest visionære skikkelser. I anledning af premieren på Wes Andersons nye film ’Isle of Dogs’ præsenterer vi fire af instruktørens tidligere film - fra ’The Royal Tenenbaums’ (2001) til ’The Grand Budapest Hotel (2014)
Wes Anderson – Orden i en verden af kaos (4 film og 2 events) 2. april-30. maj.

MAJ '68 – 50 år efter: Børn af Karl Marx og Coca Cola + DÉSORDRE – ekkoer af maj '68 i fransk film 
1968 var et år, hvor håb og tragedier fulgtes ad. Et år som eftertiden til stadighed har spejlet sig i og som vedbliver med at tale til os. Filmserien ’MAJ ’68 – 50 år efter’ stiller i to programmer skarpt på foråret, der ændrede verden: ’Børn af Karl Marx og Coca Cola’ har fokus på de faktiske omstændigheder beskrevet i nye såvel som ældre film, hvorimod ’DÉSORDRE – ekkoer af maj ’68 i fransk film’ i højere grad repræsenterer de formmæssige eksperimenter, tiden kastede af sig. 
MAJ '68 – 50 år efter: Børn af Karl Marx og Coca Cola + DÉSORDRE – ekkoer af maj '68 i fransk film (15 film og 8 events) 15. april-31. maj. 

Agnès Varda – Filmkunstens bedstemor vandrer endnu
Agnès Varda, der efterhånden har rundet de 89 år, er vedblevet at være sin generations mest markante kvindelige instruktør. Hendes karakteristiske pagehår, der midtvejs skifter farve fra indfarvet rødt til naturligt gråt, kan fint læses symbolsk: Varda har gennemlevet to kunstnerliv, først et politisk-stilistisk engageret – centreret om spillefilm – og siden et personligt og selvrefleksivt, der er blevet oprullet gennem dokumentarfilm. Ud over syv af Vardas værker præsenterer vi hendes nye dokumentarfilm ’Faces Places’ (2017) som Månedens Dokumentar (5. april-11.april).
Agnès Varda – filmkunstens bedstemor vandrer endnu (7 film og 3 events) 2 april-20. maj.

Iran nu – Foredrag, debatter og nye filmperler
Via nye film og mange gæster sætter vi fokus på situationen i Iran netop nu, som den kommer til udtryk kunstnerisk, kulturelt og socialt fra hovedstad til periferi, fra høj til lav og fra mainstream til arthouse. Ud over 11 iranske film præsenterer vi Ida Panahandehs ’Nahid’ som Månedens film (19. april-1.maj).
Iran nu – foredrag, debatter og nye filmperler (11 film og 10 events) 15. april-28. april.

Dreyer og rum – Væg, gulv, loft – og sjælens ubodelige ensomhed
Hos Carl Th. Dreyer (1889-1968) bevæger mennesker sig ofte i slowmotion gennem interiører med markante hvide flader. Resultatet er en særlig form for tysthed og andagt, som spejler filmenes fokus på ensomheden i de svære eksistentielle valg, men som er usædvanligt stærkt bundet til de steder, de udspiller sig i. Med udgangspunkt i Carl Th. Dreyers film sætter vi fokus på, hvordan tredimensionalitet og filmlærredets fladhed spiller sammen. 
Dreyer og rum – væg, gulv, loft – og sjælens ubodelige ensomhed (6 film og 5 events) 5. april-30. maj.

Bliv klogere på den "dreyer'ske" æstetik i april og maj.

Blodig Weekend – 12.-15. april
Blodig Weekend sliber igen i år macheten og løfter sit tilstænkede slør for de seneste udgydelser på horrorfronten og dens relaterede subgenrer. Det hele foregår i Cinemateket og inkluderer traditionen tro årets Collectors’ Market, hvor samlere kan bytte og købe memorabilia og møde aldrende ikoner, fremadstræbende instruktører m.fl.
Blodig Weekend 12.-15. april

Buñuel – lllusionernes kollaps
Oplev en perlerække af Luis Buñuels spansksprogede hovedværker - primært fra Mexico - der kredser om samfundsrevserens foretrukne tematikker: Religionens dårskab og begærets forkvaklende kraft i film som ’Fortabt ungdom’ og ’Viridiana’.
Buñuel – lllusionernes kollaps (7 film og 4 events) 1. april til 8. maj.

Baltic Frames – nye film fra Estland, Letland og Litauen
Cinematekets nye festival Baltic Frames præsenterer en række nye prisbelønnede film fra Estland, Letland og Litauen og sætter især fokus på de baltiske landes unikke dokumentarfilmtradition.  
Baltic Frames – nye film fra Estland, Letland og Litauen (10 film og 3 events) 26. april-12 maj.

Flere filmserier og festivaler
DANS, DANS, DANS – Ballet, Hip Hop battle & moderne dans (22. april-23. maj.). Fatih Akin - med hovedet mod muren (21. april-30. maj). Qatsi-trilogien: Reggios tre storværker – også som maraton (22. april-22.maj). Copenhagen Architecture Festival (3.-16. maj.) Charles Bukowski på film (11.-30. maj).  Ønskefilm – film valgt af dig (1. april-29.maj). Cinerama og Smell-O-Vision – 1950’erne er tilbage (24.-26. maj). Danish on a Sunday – Danish hits – English subtitles (8. april-20. maj). Nordkorea set indefra – propaganda, periodedrama og en monsterfilm (1.-30. maj). Perler fra Palladium – ’Bussen’ og ’3 må man være’ (10. april-13.maj).

Michala Petri giver stumfilmskoncert i Cinemateket. Foto: Svend Withfelt

Events

Diagnose-samfundet? - to film med debat om psykiatri og ret
Kom til en aften fyldt med holdninger og samfundsrelevante spørgsmål. To kvindelige instruktører sætter i dokumentarens og retsdramaets form fokus på det, nogle kalder diagnose-samfundet. Mød instruktørerne Anahi Testa Pdersen og Wagma Khattak til debat med afsæt i filmene ’Jeg vil bare løse HF’ og Diagnosing Psychiatry’.
Diagnose-samfundet? - to film med debat om psykiatri og ret (3. april)

Bossa brasil - koncert, film og foredrag
Velkommen til to helt særlige onsdage med film og lyden af Brasilien. Den 11. april besøger Jesper Hedegaard Cinemateket med kvartetten Sound of Brasil. Efter koncerten viser vi Mika Kaurismäkis film ’The Sound of Rio: Brasileirinho’. Den 25. april har vi danmarkspremiere på ’Elis’, Hugo Pratas prisvinder om Brasiliens største sangerinde nogensinde, Elis Regin, introduceret af Jesper Hedegaard.
Bossa brasil - koncert, film og foredrag (11. april + 25. april)

Gallakoncert med Michala Petri – ’Afgrunden’ og andre Asta-highlights
Den virtuose slagtøjsspiller Mathias Friis-Hansen fra Det Kgl. Kapel flankerer blokfløjte-verdensstjernen Michala Petri, når hun den 6. april spiller musikstykker af Satie, Paganini, Kreisler og Bach – til en parade af stjernestunder med Asta Nielsen.
Gallakoncert med Michala Petri – ’Afgrunden’ og andre Asta-highlights (6. april kl. 17.00 og 19.00)

Bobby Kennedy-aften – ’Ethel’
I forbindelse med udgivelsen af den første Bobby Kennedy-biografi på dansk viser vi dokumentaren 'Ethel', hvor Bobbys hustru beretter om den berømte Kennedy-familie – med kyndig introduktion af Anders Agner Pedersen, chefredaktør på Kongressen.com.
Bobby Kennedy-aften – ’Ethel’ (12. april)

Flere events
Carl Nielsen – musikalsk portrætfilm med reception (5. maj) Stegelmann live – ’Sky Captain and the World of Tomorrow’ (2.maj). Indiana Jones – film, introduktion og ny bog, skrevet af Tore Rye Andersen (27. maj). Lov, ret og film – ’Manden der skød Liberty Valance’ med oplæg af Russell Deeds (23. maj). Psych-Out: Film fra undergrunden – Pop Art Francais (18. April) + Michael Crichton (17. maj). ’Antichrist’ & kroppen – releasefest for tidsskriftet Ordet #41 (4. maj). Friday Late Night – ’Heaven Adores You’, Elliott Smith + ’8 Mile’, Eminem med intro (25. maj). Fri fredag! – Beyoncé live (18. maj). Film, tapas & cocktails – ’Black Swan’ (11. april) + ’Solino’ (23. maj). ’Anna Karenina: Vronsky’s Story’ – Russisk danmarkspremiere med introduktion (6. maj). ’Festen’ – 20 år efter (18. maj). Pressefrihed! – farlig journalistik i Aserbajdsjan, Tyrkiet og Myanmar (3. maj). Filmuniversitetet – ’Scarface’ (7. april) + ’Zabriskie Point’ (5. maj).

Agnès Varda og kunstneren JR på tour i Månedens Dokumentar 'Faces Places'.

Månedens Film og Månedens Dokumentar

’Faces Places’ – Månedens Dokumentar april
Årets hjerteknuser på den seneste Cannes-festival var ikke en romantisk komedie, men derimod en snakkesalig roadmovie for to franske temperamenter. Filmlegenden Agnès Varda og murkunstneren JR vækker døde steder til live i en humanistisk, nostalgisk kunst-roadmovie! 
’Faces Places’ – Månedens Dokumentar april (5.-11. april)

’The Venerable W' – Månedens Dokumentar maj
Gik man og troede, at buddhistiske munke altid er fredselskende og næstekærlige, må man efter ’The Venerable W’ i den grad revidere sine antagelser. Den indflydelsesrige, burmesiske munk og utrættelige hadprædikant, Ashin Wirathu, har én mission: At rense Myanmar for muslimer. Barbet Schroeder følger den buddhistiske leder under hans racistiske korstog mod Myanmars hårdt plagede Rohingya-mindretal.
’The Venerable W' – Månedens Dokumentar maj (3. – 6. maj)

’Nahid’ – Månedens Film april
’Nahid’ dissekerer den kontroversielle, men udbredte skik med at indgå midlertidige ægteskaber i Iran. Det forrygende ægteskabs- og skilsmissedrama bliver afviklet på Asghar Farhadi-manér med uforudsete forviklinger, en masse halvskurke og et nedtællingsur, der tikker ubarmhjertigt.
’Nahid’ – Månedens Film april (19. april-1. maj)

’Standing Tall’– Månedens Film maj
Emmanuelle Bercots ’Standing Tall’ blev nomineret til otte César-priser og vandt de to – for mest lovende unge skuespiller og bedste mandlige birolle. ’Standing Tall’ er raffineret fransk socialrealisme, når det er allermest nødvendigt – med en stærk Catherine Deneuve i front.
’Standing Tall’– Månedens Film maj (17.-27-maj)

Still fra 'Tintin på skattejagt'. Se hele Tintin-serien i maj.

Børne- og familiefilm

Tintin – Hergés helt på film
Oplev Herges ikoniske eventyrer på det store lærred, når vi viser seks af de bedste Tintin-film, fra de charmerende 60’er-filmatiseringer frem til Spielberg og Jacksons hæsblæsende animationsfilm fra 2011 – flere af dem med introduktion.
Tintin – Hergés helt på film (5.-31.maj)

Bjergkøbing Grand Prix – mærk motorkraften og mød stemmeskuespillerne
I samarbejde med podcasten ’Med dansk tale’ præsenterer vi stop motion-klassikeren ’Bjergkøbing Grand Prix’. Som en hyggelig bonus kan man tilmed se de to søde og charmerende efterfølgere, ’Jul i Bakkekøbing’ og ’Bakkekøbing – Det store osteræs’.
Bjergkøbing Grand Prix – mærk motorkraften og mød stemmeskuespillerne (17.-24. april)

Børnebiffen - for de mindste
Børnebiffen viser kvalitetsfilm for de 3-7-årige filmelskere hver onsdag til fredag kl. 10.00 og 11.00 samt lørdag og søndag kl. 11.15 og 12.30.

Læs mere om Cinemateket i april-maj på cinemateket.dk

Tid: April-maj 2018
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.