Et virtuost billedværk i tusmørket mellem tro og (sur)realisme i den lukkede verden omkring Jehovas Vidner. Et mørkt eventyr om tilgivelse og hævn.
Den georgiske ambassade serverer et glas vin efter visningen.
Instruktør: Dea Kulumbegashvili
Hvert billede i 'Beginning' er et kunstværk i sig selv. Men skønhed og voldsomhed brydes med sublim kraft i georgiske Dea Kulumbegashvilis længe ventede debut, der starter med et chok og forvandler sig til et mørkt eventyr. Yana er flygtet fra sin fortid og er blevet missionær for Jehovas Vidner i en landsby i verdens udkant, hvor de er forhadte af lokalsamfundet. Et brutalt angreb på gruppens hus starter en kædereaktion af konflikter og kaster Yana ud i en livskrise, der ophæver ethvert klart skel mellem virkelighed og drøm – og mellem religiøs tro og jordnær realisme. Kulumbegashvili er en svimlende virtuos billedskaber, og har skudt sin tidløse debut på ægte 35mm film.
Georgien, Frankrig, 2021
DCP, 125 min.
Tilladt for børn over 15 år