Denne blok indeholder film af nogle af de mest spændende nye, unge talenter inden for dansk kortfilm. Vær firstmover og oplev disse talentfulde filmskabere på kanten af deres store gennembrud på nært hold før alle andre. Filmene i dette program præsenterer en bred vifte af temaer og vinkler på kortfilmsmediet, og de engagerer alle deres publikum med en levende indsigt og lovende forståelse af filmmediet.
Instruktør: Diverse
Kortfilmprogrammet New Danish Talent består af filmene:
Cataract (Katarakt) (Jonatan Egholm Keis / 24 min. / Danmark / 2023)
I denne hektiske fortælling om oversete og marginaliserede eksistenser, røver en kvinde en tankstation sammen med sin næsten blinde lillebror. Røveriet sender dem dybere ned i den allerede nedadgående voldsspiral, de to har indledt, for at skaffe penge til broderens øjenoperation.
You & Me & the Milky Way (Marie Gøtzsche / 15 min. / Danmark / 2023)
Klara glæder sig til at fejre udgivelsen af sin nye bog med sin gamle veninde Simone. Men Simone er ikke lige så klar på de festlige løjer, som hun engang var, af frygt for at falde tilbage i gamle vaner. I forsøget på at genetablere deres gamle gnist, tager Klara en drastisk beslutning.
Hour of the Wolf (Ulvetime) (Signe Clemmensen / 17 min. / Danmark og Egypten / 2022)
17-årige Beatrice bliver overtalt til at deltage i en gruppe ældre drenges eksklusive fest af sin bedste veninde, den udadvendte Victoria. Til festen føler hun sig dog akavet og ensom, og begynder derfor at bryde sine egne grænser for at passe bedre ind.
Still Breathing (Ånder du nu?) (Emma Birkø / 18 min. / Danmark / 2022)
Annas liv står stille. Hun har et løst romantisk forhold til sin ekskæreste og arbejder som vikar på den lokale folkeskole. Intet synes at give mening, og da Anna opdager, at hun er gravid, må hun tage et valg. Er det moralsk forsvarligt at bringe et barn ind i en verden i brand?
Call Again if Things Get Worse (Ring igen, hvis det bliver værre) (Salle Salée and Asbjørn Rosenlund / 14 min. / Danmark / 2023)
Det dysfunktionelle forhold mellem to kvinder tilspidses en skæbnesvanger aften, hvor det, der pludselig er på spil, er liv og død. Vi er vidner til en absurd magtkamp - for hvordan kan man vinde over sig selv?
Mr. Man (Tor Sejthen / 8 min. / Danmark / 2023)
Mr. Man har fået nok af livet. Om natten arbejder han som stripper klædt ud som politibetjent. Men måske ønsker han faktisk at være en politibetjent, og ikke bare udgive sig for en? Eller måske er det hele bare en drøm? Mr. Man forstyrres af sine overboer, der både elsker og slås højlydt - skal han træde ind og redde dagen?
Danmark, 2023
DCP, 85 min.
Dansk tale
Tilladt for børn over 15 år