Vidste du, at William Friedkins ikoniske gyserfilm bygger på en virkelig eksorcisme fra 1949 i Maryland, der igen inspirerede William Peter Blattys roman og filmens fortælling om tro versus tvivl?
Denne aften dykker Mads Gram Henriksen, filosof med en tværfaglig profil i skæringsfeltet mellem filosofi og psykiatri, ned i historien bag filmen og undersøger, hvordan besættelse kan forstås fra forskellige vinkler og hvorledes filmen spejler troens og moralens udfordringer i et moderne, sekulariseret samfund.
Oplægget varer 20 minutter, foregår på dansk og kræver ingen særlige forudsætninger.
OM OPLÆGSHOLDEREN:
Mads Gram Henriksen er seniorforsker og lektor med baggrund i både filosofi og psykiatri fra Københavns Universitet. Han arbejder som seniorforsker ved Psykiatrien Øst, Roskilde, og som lektor i filosofi ved Center for Subjektivitetsforskning, Københavns Universitet.
Instruktør: William Friedkin
En af de mest indflydelsesrige gyserfilm nogensinde. Hvis du ikke har set den, har du helt sikkert hørt om den. Men hvad de færreste ved er, at filmen er baseret på en sand historie!
Max von Sydow spiller præsten Lankester Merrin, der tilkaldes for at uddrive den dæmon, som har forvandlet en velopdragen 12-årig pige til et mareridt af en præteenager: grim, bumset og uforskammet – med et hoved, der kan dreje 360 grader!
Adskillige scener i filmen er ikoniske: Merrin, der i gadelampens ildevarslende skær ankommer til det lille hjem og går i gang med djævleuddrivelsen, og ikke mindst øjeblikket, hvor den besatte Regan kravler baglæns ned af trappen som en menneskelig edderkop. Jojo, filmens atmosfære og spektakulære special effects virker endnu.
Medvirkende: Ellen Burstyn, Max von Sydow, Lee J. Cobb, Kitty Winn
Original titel: The Exorcist
USA, 1973
DCP, 132 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år