Filmen introduceres af Peter Skovfoged Laursen, der både er hyppig oplægsholder i Cinemateket og forelæser i Folkeuniversitetet-regi.
Visningen kan ses af alle, men indgår også i Københavns Folkeuniversitets ugelange sommerhøjskole med titlen 'Rule Britannia' - læs mere om det fulde forløb på https://www.fukbh.dk/program/litteratur-og-sprog/sommerhojskole-rule-britannia
Instruktør: Lindsay Anderson
På en britisk kostskole for drenge udspiller der sig et oprør i miniatureformat. I ’Hvis....’ (’if....’) følger vi Mick Travis og hans to venner, Wallace og Johnny, som nægter at underkaste sig skolens strenge hierarki, sadistiske ældre elever og autoritære lærere.
I et surrealistisk og gradvist mere drømmeagtigt univers vokser frustrationen og vreden. Skolens hverdag – præget af ydmygelser, disciplin og magtmisbrug – bliver grobund for en voldsom, symbolsk modstand. Drengenes oprør kulminerer i en ikonisk slutscene, hvor grænserne mellem fantasi og virkelighed opløses.
’Hvis....’ er en nyskabende film fra den britiske nybølge og en skarp allegori over klasse, magt og oprør. Den vandt De Gyldne Palmer i Cannes i 1969 og regnes i dag som en klassiker, ikke mindst takket være Malcolm McDowells debut i rollen som den karismatiske Mick Travis.
Medvirkende: Malcolm MacDowell, David Wood, Richard Warwick, Robert Swann
Original titel: If….
Storbritannien, 1968
DCP, 111 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år