Børnefilmhit med fuld skrue på alle sodavandshanerne. Vi viser filmen med en kort introduktion ved kongen af fordanskede tegnefilm: Lars Thiesgaard, der både er stemmen bag snesevis af de figurer, du kender - og en knaldende dygtig oversætter og stemmeinstruktør. Blandt andet af dagens film!
Introduktionen varer ca 15 minutter. Efter filmen er der mulighed for at hygge sig og tegne sliktegninger i Asta Bar, hvor vi også byder på et glas saftevand til børnene.
Billetpris: 50 kr.
Instruktør: Tim Burton
Hvem vil ikke gerne med på chokoladefabrik?! Drengen Charlie Bucket elsker chokolade, men desværre har han ingen penge. Imidlertid er hans lykke gjort, da direktøren på chokoladefabrikken Wonka udskriver en konkurrence, hvor fem heldige kan vinde en guidet tur til den ellers tophemmelige fabrik. Charlie vinder en af de eftertragtede pladser - og så kan eventyret begynde.
Tim Burtons filmatisering gjorde Roald Dahls amerikanske børnebogsklassiker mere kendt herhjemme, og med Johnny Depp og en perlerække af birolleskuespillere i rollerne blev den rigtig godt modtaget af publikum.
Medvirkende: Freddie Highmore, Johnny Depp, Helena Bonham Carter, James Fox
Original titel: Charlie and the Chocolate Factory
USA, Storbritannien, 2005
Kendes ikke, 115 min.
Dansk tale
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år