I samarbejde med Filmværksted København inviterer vi til et filmmaraton med gæster, talks og mulighed for networking. Vi får besøg af markante instruktører som Pernille Fischer Christensen, Christina Rosendahl, Ulaa Salim og Janus Metz, der fortæller om at debutere med filmene ‘En soap’, ‘Stjernekigger’, ‘Danmarks sønner’ og ‘Fra Thailand til Thy’. Vi hører om deres afsæt og tid på Filmværksted København, og publikum får mulighed for at stille dem spørgsmål. Dagsbilletten inkluderer velkomstkaffe, croissant og sandwich til frokost.

Særpris til alle under 26 år er kr. 250 for hele dagen (100 kr. i rabat). Frist for billetkøb for alle er 17. januar (pga. madindkøb).

Birgitte Fredsby og Julie Iwinski / Filmværksted København

Lone N. Sardemann, programredaktør / Cinemateket

Os, der startede på Filmværkstedet

Instruktør: Diverse

I løbet af dagen vil der være samtaler på dansk med markante instruktører som Pernille Fischer Christensen, Christina Rosendahl, Ulaa Salim og Janus Metz, der fortæller om at debutere, og vi viser deres debutfilm ‘En soap’, ‘Stjernekigger’, ‘Danmarks sønner’ og ‘Fra Thailand til Thy’. De fortæller også om deres tid på Filmværksted København, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål til dem samt at møde andre filminteressede i Asta Bar. Der serveres i løbet af dagen kaffe, croissant og sandwich, som er inkluderet i billetprisen. Frist for billetkøb er 17. januar.

I ‘En soap’ følger vi 32-årige Charlotte, der kunne have alt, men hun vil ikke have noget af det. Hun flytter fra sin kæreste og bliver nabo til den transseksuelle Veronica. Veronica foretrækker at isolere sig selv med sin hund og romantiske sæbeoperaer på tv, mens Charlotte fordriver tiden med natlige eskapader. Et overfald, en ny seng og nogle hvide gardiner bringer de to sammen, og de ender som hovedpersoner i deres egen turbulente kærlighedshistorie.

'Stjernekigger' er historien om tre års strid modvind, der blev forvandlet til succes, da Swan Lee i 2001 - for egne penge - udgav debutalbummet ‘Enter’. Instruktøren Christina Rosendahl er søster til Swan Lees sangerinde, Pernille Rosendahl, og hendes diskrete tilstedeværelse med kamera og mikrofon har skabt en rock-dokumentar af høj klasse.

I Ulaa Salims ‘Danmarks sønner’ står et folketingsvalg for døren, og den stærkt nationalistiske politiker Martin Nordahl fra partiet National Bevægelsen spås en historisk jordskredssejr, der kan sikre ham statsministerposten. Den 19-årige Zakaria bevæger sig langsomt, men sikkert ud på et radikalt og farligt spor, der kan koste ham og hans familie alt.

I Nordjylland lever mange thailandske kvinder i ægteskab med danske mænd. Med Sommai, tidligere sexarbejder i Pattaya, i spidsen skildrer dokumentaren ‘Fra Thailand til Thy’ et netværk af stærke thailandske kvinder. De skal finde en mand til kvinden Kaeh, som er i Danmark som turist. Med kontaktannoncer og list søger de efter den rette husbond, og filmen følger hende, fra hun ankommer, til hun møder en dansk mand. Kærlighed og ægteskab i lyset af globalisering og fattigdom.



Danmark, 2024
DCP, 600 min.
Dansk tale
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Debutfilm

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle