Den canadiske sci-fi-, body horror- og gangsterfilm-mester David Cronenberg er biografaktuel med sit seneste opus ’Crimes of the Future’. Vi spoler tilbage og viser i respekt to tidligere perler på original strimmel.

I 'Blodbrødre' spiller Jeremy Irons dobbeltrollen som et sæt enæggede gynækologtvillinger. De er som dag og nat, men deler de kvindelige klienter, som den ene af dem udspekuleret forfører – indtil en skuespillerinde en dag afslører dem. Et fatalt udefrakommende element har således klemt sig ind i det symbiotiske forhold – og nu bliver det virkelig nasty.

Aftenens anden film er 'Nøgen frokost' – Cronenbergs filmatisering af William Burroughs romansyretrip af samme navn. Med deres fælles fascination af dødsangst, hallucinationer, undertrykt seksualitet m.m.m. er de to som skabt for hinanden. Hér får du hele baduljen inkl. det berømte ’virkelige’ Wilhelm Tell-eksperiment, hvor Bourroughs forsøger at skyde et whiskyglas af hovedet på sin kone, men i stedet rammer hende midt i panden.

Rejsegrammofonen snurrer i pausen – og der er kolde pilsnere i barskabet.

Mads B. Mikkelsen og Ole Stranddorf / Station 16
Morten Tang, programredaktør / Cinemateket

Blodbrødre

Instruktør: David Cronenberg

'Blodbrødre' er den grusomme fortælling om de enæggede tvillinger Elliot og Beverly Mantle, spillet i en dobbeltrolle af Jeremy Irons. Brødrene er gynækologer og bundet til hinanden i et gensidigt afhængighedsforhold. Elliot er den sociale og udfarende type, mens Beverly er den indadvendte forsker. De to brødre deler de kvindelige klienter, som Elliot forfører – indtil en skuespillerinde en dag afslører dem i deres dobbeltspil. Et fatalt udefrakommende element har klemt sig ind i det symbiotiske forhold mellem de to brødre, og relationen mellem de to udvikler sig til et langt smukt og isnende uhyggeligt forfald.


Medvirkende: Jeremy Irons, Geneviève Bujold, Heidi von Palleske, Barbara Gordon

Original titel: Dead Ringers
Canada, USA, 1988
35mm, 115 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Nøgen frokost

Instruktør: David Cronenberg

'Nøgen frokost' er David Cronenbergs filmatisering af William Burroughs romansyretrip af samme navn. Cronenberg og Bourroughs er med deres fælles fascination af krops- og dødsangst, sygdom, gale videnskabsmænd, konspirationer, hallucinationer og ikke mindst undertrykt seksualitet som skabt for hinanden. Dette understreges yderligere ved, at Cronenberg har valgt at integrere centrale episoder fra Bourroughs eget liv i filmen, heriblandt det legendariske Wilhelm Tell-eksperiment, hvor Bourroughs forsøger at skyde et whiskyglas af hovedet på sin kone Joan, men i stedet slår hende ihjel med et skud midt i panden. Vi møder også forfattervenner som Jack Kerouac og Allen Ginsberg undervejs.


Medvirkende: Peter Weller, Judy Davis, Ian Holm, Julian Sands

Original titel: Naked Lunch
Canada, Storbritannien, Japan, 1991
35mm, 115 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – EVENTS december-januar

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle